Coronavirussen afslører nyliberalismens falske løfter!
Blogs
Coronavirussen afslører nyliberalismens falske løfter!
Et fællestræk mellem kapitalismens ”Store Depression” og den nuværende ”Store Recession” er, at begge kriser afslørede liberalismens falske antagelse: Nemlig at markedet i det kapitalistiske system er en selvregulerende størrelse.
Coronavirussens angreb på menneskeheden vil med al sandsynlighed komme til at forandre og påvirke verdenssystemets fremtid. I denne forbindelse skrev den amerikansk journalist Eric Zuess en interessant artikel for nylig med følgende overskrift: ”The Post-Coronavirus World Will Be Far Worse than the Pre-Coronavirus World”.
Staten var fødsels-hjælperen ved kapitalismens tilblivelse og er forudsætning for markedets overlevelse, også i nyliberalismens æra.
Det skal dog understreges, at endnu før den nuværende pandemis udbrud var den globale strukturelle orden i ubalance og ramt af en alvorlig multidimensionel og organisk-sammenhængende krise (økonomisk/finansiel/social/(geo)politisk).
Denne tilstands omfang minder om 1930'ernes store depression. Faktisk var den daværende uorden medvirkende til udløsningen af Anden Verdenskrig. Set i dette lys afslører covid-19 lighedspunkter og forskelle mellem de to perioder.
Under alle omstændigheder ville det være forkert at betragte coronakrisen som hovedårsagen til vores tids store vanskeligheder. For bedre at forstå problematikken omkring kampen imod kapitalismen sondrede Samir Amin mellem ”Ending the Crisis of Capitalism or Ending Capitalism?”
Sondringen er således mellem afslutningen af ”kapitalismens krise” eller ”fuldende kapitalisme”. Den første formulering betragter den kapitalistiske krise som et konstant fænomen. I modsætning hertil åbner formuleringen ”afslutningen af kapitalisme” for en fundamental og strategisk afskaffelse af det kapitalistiske system.
Så vidt jeg forstår denne skelnen, bliver modstandsstrategien nødvendigvis afhængig af, hvordan kapitalismen og krisen opfattes.
Staten er fundamentet
Et fællestræk mellem kapitalismens ”Store Depression” og den nuværende ”Store Recession” er, at begge kriser afslørede liberalismens falske antagelse: Nemlig at markedet i det kapitalistiske system er en selvregulerende størrelse. Med andre ord skal staten ikke spille dens uundværlige politiske rolle i samfundets socioøkonomiske udvikling.
Ydermere forkaster denne ideologiske konstruktion erkendelsen, at staten er fundamentet for både kapitalismens og socialismens opbygning og trivsel. Glemt i dette paradigme er også, at staten var fødselshjælperen ved kapitalismens tilblivelse og er forudsætning for markedets overlevelse, også i nyliberalismens æra.
Uanset nyliberalismens taktiske tilpasning til den dominerende keynesianske socioøkonomiske politik efter 1930'ernes store krise, Anden Verdenskrig, og genopbygningsperioden (1945-1975), kom den nyliberale kontra-offensiv til at dreje sig om at sætte velfærdsstatens landvindinger, som var opnået under keynesianisme, ud af funktion.
Endnu en gang er beskyttelsen af samfundet fra markedets antisociale diktat kommet på dagsordenen.
I nyliberalismens perspektiv er der ikke plads til andre aktører end de økonomiske mekanismer, der er indkapslet i markedet. Som en af nyliberalismens frontfigurer udtalte Margaret Thatcher i sin tid: ”There is no such thing as society”!
I søgen efter legitimitet prioriterer nyliberalismen følgende komponenter for økonomisk aktivitet: PRIVATISERING plus DEREGULERING plus GLOBALISERING er lig med TURBOKAPITALISME som er lig med VELSTAND.
Naturligvis kunne disse tiltag ikke gennemføres uden politiske og ideologiske statslige indgreb i samfundsøkonomien. Under finanskrisen blev bankerne reddet fra fallit gennem statslige redningsaktioner!
Corona afslører nyliberalismen
Den amerikanske økonom Edward Luttwak, som opstillede denne ligning, skrev i sin bog, ”Turbo Capitalism”, at nyliberalismens forståelse af det frie marked er meget mere end friheden til at købe og sælge. ”Hvad de kalder det frie marked … er så fundamentalt forskellig fra den strikte kontrollerede kapitalisme, der florerede fra 1945 indtil 1980'erne, og som bragte den sensationelle udbredelse af massiv velstand til befolkninger i USA, Vesteuropa, Japan og alle andre lande, der fulgte deres bane.”
Hvad covid-19 har gjort for forståelsen af den herskende nyliberalisme er at afsløre dette paradigmes utroværdighed, hvad angår dets holdning til statens rolle i samfundsøkonomiens kontekst.
Som en anonym lederskribent af ”strategic-culture.org” udtrykte det for nyligt. ”Men med uro i økonomier og erhvervsliv over den globale udbredelse af covid-19, ser vi med spektakulær klarhed den essentielle rolle, som regeringer og statens interventionisme spiller i opretholdelsen af stabilitet og den sociale orden.”
Den nyliberale kontra-offensiv kom til at dreje sig om at sætte velfærdsstatens landvindinger, som var opnået under keynesianisme, ud af funktion.
Med andre ord, endnu en gang er beskyttelsen af samfundet fra markedets antisociale diktat kommet på dagsordenen. Hvordan denne konfrontation kommer til at udfolde sig, bliver afgørende for fremtiden.
Som Egon Laugesen gør opmærksom på i sin kronik i Arbejderen for nylig, er denne proces begyndt, og ”Intet bliver som før”! Men dette betyder ikke automatisk, at ”socialisme er løsningen”, i hvert fald på kort sigt! I den forbindelse er Rosa Luxemburgs advarsel om ”Socialisme eller barbari” stadig aktuel!