30 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kinas strukturelle udfordring af verdensøkonomi

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 09. december, 2020, 06:49:49

Kinas strukturelle udfordring af verdensøkonomi

De, som sætter deres forventninger til Joe Biden – eller den kommende vicepræsident Kamala Harris – for opnåelsen af et bedre ”verdenssamfund”, synes ikke at have forstået alvoren bag den hegemoniske krise, som i disse år udfolder sig.

Modsætningsforholdet mellem USA og Kina kræver en forståelsesramme, der sætter fokus på økonomisk historie. Uden et sådan tilbageblik er det svært at fortolke nutiden – for ikke at snakke om fremtiden!

Det kinesisk-amerikanske økonomiske samkvem medførte globale strukturelle forandringer, som kom til at påvirke verdensøkonomien.

Hvad angår verdens mest dynamiske økonomi, er Maos Zedongs gamle slagord: ”Kun socialismen kan redde Kina”, igen blevet en del af den officielle kinesiske diskurs. Under flere begivenheder i den senere tid har den nuværende præsident Xi Jinping understreget Kinas Kommunistisk Partis forpligtigelse til opbygningen af ”socialisme med kinesiske karakteristika”.

Altså ikke en kopi af den vestlige socioøkonomiske og politiske model, men en samfundsformation, der bygger på en politisk kultur, som indeholder både kapitalistiske og socialistiske træk under et stærkt kommunistisk partis ledelse.

Når man tager i betragtning, hvilken slags verden vi lever i, er denne opgave, som Kinas Kommunistiske Parti (KKP) har påtaget sig, ikke for begyndere! Under de bedste af alle forhold ville en sådan strategisk målsætning forekomme næsten uopnåelig.

Paradoksalt er det, at det først var efter en periode af selvcentreret udvikling, hvor grundlaget for socialismen blev skabt, at Kina var klar til at blive en del af den globale kapitalistiske økonomi.

Kina og Vesten

Samtidig blev den industrielle kapitalistiske omverden interesseret i økonomisk samkvem med Den kinesiske Folkerepublik. Formålet var at billiggøre arbejdskraftens pris i USA ved at outsource arbejdspladser fra de store amerikanske industricentre til Østasien. Med andre ord kunne denne forflytning forstås som en del af klassekampen i USA.

Geopolitisk opstod dette sammentræf i kølvandet på afslutningen af Vietnamkrigen. I den forbindelse kan det påpeges, at Vietnams økonomiske strategi kom til at ligne den kinesiske model til trods for de alvorlige modsætninger mellem Beijing og Hanoi, der i 1979 førte til en kortvarig krig mellem dem!

Interessant at bemærke i den forbindelse er, at det eksportorienterede socialistiske mønster havde haft de kapitalistiske østasiatiske vækstøkonomier som forbillede. Denne strategi var en del af USA's bekæmpelse af de socialistiske lande og bevægelse i Asien.

Allerede i 1960'erne havde USA åbnet det amerikanske marked for import af billige varer fra Japan og de såkaldte ”asiatiske tigere”. Med andre ord var adgang til det amerikanske marked en forudsætning for den eksportorienterede model. 

En anden forudsætning for implementeringen af en kinesisk-amerikansk arbejdsdeling var udenlandske investeringer. Modellen gik ud på amerikansk eksport af kapital og teknologioverførsler til Kina, som blev reeksporteret til USA i form af færdige produkter. Fra kinesisk side skulle landet hovedsagelig levere billig arbejdskraft og infrastrukturen.

Denne økonomiske byttehandel medførte imidlertid spændinger i den win-win-forestilling, som begge magter fremhævede ideologisk. De havde øjnesynlig glemt det gamle kinesiske ordsprog: At sove i samme seng er ikke ensbetydende med, at man deler de samme drømme!

Det kinesisk-amerikanske økonomiske samkvem medførte globale strukturelle forandringer, som kom til at påvirke verdensøkonomien. Mens en stor del af USA's industrielle produktion er blevet flyttet til Kina, som er i færd med at blive verdens stærkeste økonomi. Under disse omstændigheder er den amerikanske elite gået i panik. Den viser sig ude af stand til at fremme en samlende politisk kultur!

Med hensyn til forholdet til Kina var det under Obama-Biden-administrationen, at USA lancerede ”Pivot to Asia” som en amerikansk modoffensiv med det formål at isolere og inddæmme Kina fra resten af den asiatiske region. En strategi som er klart mislykket.

For cirka fire uge siden underskrev Kina en historisk frihandelsaftale med ASEAN-landene Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. Dette til trods for USA's pres på dets allierede.

Det skal dog ikke glemmes, at mens Kina er blevet en stærk økonomisk magt, har landet mange uløste problemer: Hongkong, Tibet, Uyghur-mindretal i Xinjiang provins og ikke mindst Taiwan. Disse konfliktfyldte modsigelser bruges af subversive elementer i selve Kina og bliver støttet af USA.

Verdenskapitalismens dilemma

Til trods for disse problemer har Kinas andet ”store spring fremad” medført, at landet fører en selvstændig politik og synes i partnerskab med Rusland muligvis at have undsluppet det amerikanske hegemoni. Verdensøkonomiens struktur er ikke en legeplads for nye, opdukkende aktører, som det kinesiske eksempel viser!

På den anden side er en del af USA's misere forbundet med den kendsgerning, at en økonomi (som den kinesiske!), der opnå en vækst på seks procent om året, vil fordoble sin størrelse hvert 12. år, mens en økonomi, som vokser med to procent om året, fordobler sin størrelse cirka hvert 35. år.

Dilemmaet bliver, hvordan verdenskapitalismen under USA's ledelse kan absorbere en så stærk økonomi?

Det er i denne kontekst, at de kinesiske og amerikanske modsigelser og konflikter skal analyseres. I forbindelsen med USA's nuværende internationale rolle og præsidentvalget for nylig er det nødvendigt at advare imod at gøre Joe Biden til en hyggelig ”petit papa Noel” (julemand)!

Alternativet er ikke mindre skræmmende! De, som sætter deres forventninger til Joe Biden – eller den kommende vicepræsident Kamala Harris – for opnåelsen af et bedre ”verdenssamfund”, synes ikke at have forstået alvoren bag den hegemoniske krise, som i disse år udfolder sig.