Der kan ikke herske tvivl om, at menneskeheden står overfor dens største udfordring nogensinde. Ikke desto mindre undervurderes og underprioriteres denne erkendelse, der i flere årtier har været på den globale dagsorden. I denne kontekst bidrager coronavirusset ”kun” til skabelsen af mere angst end sædvanligt. 

En politisering af økologi og økonomi under kapitalismen kan muligvis/kun redde menneskeheden og naturen.

Selvom denne problematisering bagatelliseres af den herskende ideologi og politiske praksis, vokser behovet for en holistisk forståelsesramme, der inddrager fortiden, nutiden og fremtiden i analysen. Som udgangspunktet er det nødvendigt at opstille en strategisk tilgang, der fokuserer på det dominerende systems måde at fungere på.

I sin historiske eksistens har kapitalismen skabt følgende ”ondskabsfulde” dialektik: På den ene side har denne samfundsformation udviklet verdens produktive potentiale og på den anden side frembragt de truende destruktive tendenser, som denne produktionsmåde og forbrugsmønster indebærer.

De katastrofer, som i den nuværende periode truer menneskenes eksistensgrundlag, rejser spørgsmålet om, hvorvidt kapitalismen som socialt/økonomisk/politisk system bedst svarer til liberalismens antagelse af den ”menneskelige natur”. Denne påstand er grundstenen bag liberalismens ideologiske hegemoni. 

I denne forbindelse skal det erkendes, at socialismen siden Sovjetunionens fald har haft vanskelige kår. Sammenspillet mellem en styrket kapitalisme i forhold til en svækket socialisme bidrog til at styrke (ny)liberalismens diskurs om ”historiens afslutning”.

Modsat denne ideologiske konstruktion er den globale økonomiske og økologiske krise, som verden oplever, en påmindelse om, at den herskende kapitalistiske samfundsmodel er i færd med at vakle. Samtidig med denne svækkelse forlanger naturen at blive taget alvorligere end nogensinde før. 

Berøringsangst for socialisme

Dilemmaet for menneskehedens fremtid bunder i den svaghed, de politiske aktører og beslutningstagere har vist med deres manglende evne eller vilje til at tage udfordringerne alvorligt og udvikle en tilpasset strategi. 

Samtidig hermed viser et flertal af miljøbevægelserne en apolitisk holdning og berøringsangst for de socialistiske tendenser, der prøver at inddrage en alternativ antisystemisk politik.

Antagelsen bag den herskende ”politiske kultur” indebærer i sidste instans en kamp om ”grønkapitalismen”. Ifølge denne tilgang vil menneskehedens eksistentielle problemer kunne løses af markedet og ny teknologi. Hermed forvandles kapitalismens skabte problem til at blive selve løsningen! 

Radikalisering af den økologiske kamp 

Denne systemvenlige strategi tilbagevises af de politiske kræfter, der mener, at hovedparten af løsningen må komme gennem en politisk radikalisering af den økologiske og økonomiske kamp imod kapitalisme.

I deres bog ”What Every Environmentalist Needs to Know About Capitalism” skriver John Bellamy Foster og Fred Magdoff en formaning, der burde udbredes blandt miljøaktivister:

”Virkeligheden er, at de største miljøproblemer, vi står overfor – og klimaforandring er kun en af dem – ikke kan løses med teknologi eller markedsbaserede løsninger, mens eksisterende sociale relationer forbliver uantastet.”

Den strukturelle forståelse af de økonomiske og økologiske sammenhænge bag kapitalismens storhed og nedtur er af største betydning for udviklingen af en ny type samfundsformation. 

Et sådant projekt, som Naomi Klein fremhæver, handler ikke kun om politik og økonomi, men må også være et oprør mod kapitalismen og Vestens opfattelse af naturen gennem 400 år. 

Med andre ord kan en politisering af økologi og økonomi under kapitalismen muligvis/kun redde menneskeheden og naturen.

Et skridt i denne retning er at forholde sig til kapitalismens succes i udfoldelsen af menneskehedens produktive kræfter, men samtidig erkende systemets mørke side i udviklingen af de mekanismer, som nu truer menneskers eksistens på vores planet.