Den vestligt dominerede internationale politiske økonomi synes at være kommet til en korsvej. På mange måder minder det om situationen der opstod i Europa i forrige århundrede og som førte til Anden Verdenskrig.

Den nuværende labile tilstand i det vestlige sammenhold sætter mainstreammedierne og den politiske elite i et pinligt lys. Deres forklaringsmodel synes ude af stand til at tilbyde en forståelsesramme for de mangfoldige forandringer, der finder sted. Kunne denne situation ikke have været forudset?

Den optimisme som var fremherskende i Vesten ved socialismens sammenbrud, er nu afløst af frustration og konflikter. 

I slutningen af det 20. århundrede forekom det kapitalistiske system ellers at være i topform. Sovjetunionens nedsmeltning og overgangen til en form for røverkapitalisme, samtidig med introduktionen af kapitalistiske markedsmekanismer i Kina og dets inddragelse i den internationale arbejdsdeling, blev betragtet som en styrkelse af Vesten. Denne udvikling afløste den tidligere opfattelse af en verden præget af systemkonkurrence mellem kapitalisme og socialisme.

Historiens afslutning

Det var den globale overgang til neoliberalismen der fik den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, til at erklære historien for afsluttet. En tese som viste sig at bero på ønsketænkning. Ikke desto mindre blev den det ideologiske grundlag bag USA's bestræbelser for opnåelsen af et permanent hegemoni over verdenssystemet.

Den optimisme som var fremherskende i Vesten ved socialismens sammenbrud, er nu afløst af frustration og konflikter. Den ideologiske selvsikkerhed, som var karakteristisk for neoliberalismens og neokonservatismens storhedstid, er nu erstattet i Vesten af hysterisk dæmonisering af enkelte stater eller personligheder. Denne fremgangsmåde synes, bevidst eller ubevidst, at dække over den ”reelt eksisterende kapitalismes” systemiske krise, der nu mere og mere fremstår utilsløret for dem der tør sætte brikkerne sammen.

Det ville være en katastrofal mangel på realitetssans at bagatellisere den farlige situation, verden befinder sig i. Det er ingen overdrivelse at mene, at de nuværende spændinger i verdenssystemet mest af alt ligner situationen fra 1930'erne.

Ligheden mellem nutidens kapitalistiske krise og datidens krise er påfaldende. En afgørende forskel er imidlertid eksistensen den gang af Sovjetunionen og socialismen som alternativ til det bestående. I sin analyse af den daværende krise mente Karl Polanyi, at dens årsag var at finde i forsøget på at gennemtrumfe liberalismen som den herskende økonomiske politik. Den gang, som nu var det den dominerende diskurs, at det selvregulerende marked var den mest effektive måde at drive økonomien. Med andre ord at reducere statens samfundsmæssige rolle til fordel for styrkelsen af kapitalen.

Evig illusion om frihandel

Frihandel blev betragtet som en del af løsningen på overproduktions problemer! Overfor denne økonomiske politik som bidrog til Den store Depression, opstod folkelige bevægelser, som satte økonomisk og politisk nationalisme på dagsordenen. Polanyi kaldte denne klassepolitik for den ”dobbelte bevægelse”.

Ligesom den gang kan vi i de senere år iagttage en reaktion på neoliberalismens globaliserings-politik. Det er modsigelserne mellem implementeringen af en politik uden hensyn til sociale omkostninger, som har medført det nationalistiske ”backlash”, der nu truer institutionaliseringen af en neoliberalistisk verdensorden. Flygtningekrisen har desuden været med til at fremme højrekræfterne i Vesten.

Uden selvironi skrev Europa Rådets præsident, Donald Tusk for nylig, at EU var truet af Rusland, Kina, radikal Islam og nu Trump administration.

Her hjælper ingen kære mor!