23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det 21. århundredes hegemoniske krise

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 01. marts, 2021, 10:44:48

Det 21. århundredes hegemoniske krise

Ligesom Storbritannien i første halvdel af det 20. århundrede var i færd med at miste sin position som ledernation i det kapitalistiske verdenssystem, er USA nu i gang med at blive indhentet og udfordret af især det russisk-kinesiske geopolitiske partnerskab. Samtidig viser den vestlige alliance opløsningstendenser, som kommer til at blive fremherskende.

"Krise" under den moderne kapitalismes overherredømme kræver begreber og teorier samt holdninger, der kan forklare og påvirke samfundsudviklingen.

Med andre ord er verden i færd med at bevæge sig væk fra en epoke, hvor kinesisk og russisk udenrigspolitik byggede på "strategisk tålmodighed".

En af de mest anvendelige marxistiske analyser findes hos Antonio Gramsci. I forbindelsen med 1930'ernes store depression, der bidrog til fremkomsten af fascismen og nazismen, udviklede han et begrebsapparat, der endnu i dag kan bidrage til forklaringen af kapitalismen i krise. 

I Gramscis paradigme skulle kapitalisme og krise ikke forstås som en statisk tilstand, men burde ses i sammenhæng med den førte politik. En politik som til sidst resulterede i Anden Verdenskrig og senere lagde grundstenen til det amerikanske hegemonis udbredelse. En dimension af analysens helhed bestod i at skabe et kontrahegemoni. Med andre ord, hvordan krisen var opstået, og hvordan den blev den afsluttet til USA's politiske elites fordel.

I parentes bemærket kan det diskuteres, om kapitalismens hidtil største nedtur i 1930'erne blev løst gennem implementeringen af socialdemokratiske økonomiske tiltag eller var et resultat af "militær keynesianisme".

For USA's vedkommende var det først efter de første to års deltagelse i Anden Verdenskrig, at den økonomiske nedtur blev overvundet, og arbejdsløshedens problem blev løst. Det amerikanske hegemoni over det kapitalistiske verdenssystem efter 1945 var forbundet med den kendsgerning, at USA's økonomi kom styrket ude af krigen relativt til de andre kapitalistiske lande.

Det var i et italiensk fængsel under Benito Mussolinis fascistiske styre, at Antonio Gramsci beskæftigede sig med teoretiske og politiske analyser, der bidrog til en bedre forståelse af kapitalismens/imperialismens krise. Især hans erkendelse af systemets dynamik kan bidrage til en forståelse af den nuværende hegemoniske krise.

I sine Fængsels Notater skrev Gramsci: "Krisen består nøjagtigt i den kendsgerning, at det gamle er døende, og det nye kan ikke fødes; i det interregnum (det vil sige en mellemliggende periode uden en umiddelbar løsningsmulighed) opstår der en mangfoldighed af patologiske (sygelige) symptomer."

Lighedspunktet mellem den nuværende internationale politiske økonomi og 1930'ernes krigsforberedelser er slående. Ligesom Storbritannien i første halvdel af det 20. århundrede var i færd med at miste sin position som ledernation i det kapitalistiske verdenssystem, er USA nu i gang med at blive indhentet og udfordret af især det russisk-kinesiske geopolitiske partnerskab. Samtidig viser den vestlige alliance opløsningstendenser, som kommer til at blive fremherskende.

Lammet elite i USA

I den geopolitiske verden, vi lever i, synes USA's elite at være lammet over for denne udvikling. Dette kommer til udtryk især ved at følge en strategi, der går ud på at udløse en to-front kold krig imod Rusland og Kina.

Det er først nu, at der snakkes i amerikanske politiske kredse og medier om en nødvendig forbedring af forholdet til Rusland med det formål at isolere Kina. Med andre ord, en gentagelse af Henry Kissingers diplomati fra 1970'erne der gik ud på at anvende det kinesiske kort imod Sovjetunionen. Men nu ved at spille det russiske kort imod Kina!

Det må have været et udslag af storhedsvanvid i amerikansk strategisk tænkning ikke at have inddraget dette aspekt tidligere i landets internationale politik. Objektivt betragtet: Hvordan kunne USA’s politiske elite undgå at være opmærksom på nødvendigheden af at splitte disse to lande fra hinanden. Kina er jo i færd med at blive verdens anden økonomiske supermagt, som kan antaste den amerikanske økonomiske dominans.

Samtidig er Rusland blevet verdens anden militære magt, der truer USA's politiske position. I den forbindelse er det interessant at gøre opmærksom på, at Kina er blevet de latinamerikanske landes største handelspartner, mens Rusland og Kina er blevet garant for Venezuelas og Cubas selvstændighed. Farvel til Monroedoktrinen!

Det russisk-kinesiske partnerskab viser mange fælles interesser i konfrontation med den herskende, men nedadgående hegemonisk magt. I den sidste tid har man kunnet iagttage, hvordan flere strategiske forsøg fra USA's side på at isolere både Kina og Rusland er mislykkedes.

For nogle måneder siden har Kina underskrevet en asiatisk frihandelstraktat med ASEAN-lande, Japan, Sydkorea, Australien samt New Zealand. USA blev ikke inviteret at være med. Nogle uger senere underskrev EU en investeringsaftale med Kina uden USA's billigelse.

Et splittet EU 

I Europa fremstår EU splittet med hensyn til forholdet til Rusland. Men til trods for intern spænding i den vestlige alliance er Berlin og Moskva i færd med at færdiggøre den "famøse" gasledning Nord Stream-2 fra Rusland til Tyskland. Dette til trods for den amerikanske modstand og trusler.

Den tyske elite synes at være splittet: På den ene side er tyske industrielle og økonomiske interesser opmærksom på fordele, som kan opnås ved en tilknytning til det eurasiatiske projekt, mens den anden side, den bureaukratiske og teknokratiske elite, er mere "atlantisk" orienteret og mere lydhør overfor det amerikanske diktat.

Et andet tegn på forandring i forholdet Rusland-EU-USA er den kendsgerning, at den russiske Sputnik V anticoronavaccine nu er blevet godkendt. Flere lande i "det gamle" Europa står nu i kø for at anskaffe sig den billigere russiske vaccine.

Naturligvis er forudsigelsen af fremtiden en vanskelig opgave. Men baseret på en forståelse af fortiden og nutiden kan man forsøge at vove en vis projektering af fremtiden.

Skulle Vesten fortsætte med at irritere Rusland og Kina ved at krænke deres eksistentielle interesser, er det ikke usandsynligt, at disse to magter vil reagere i fællesskab eller hver for sig. Hidtil har de handlet med stor tålmodighed og forsøgt at mindske omfanget af spændingen. Det er dog min opfattelse, at vi er i færd med at se et proaktivt skift i disse to landes udenrigspolitik overfor den vestlige alliance.

Med andre ord er verden i færd med at bevæge sig væk fra en epoke, hvor kinesisk og russisk udenrigspolitik byggede på "strategisk tålmodighed". En sådan overgang vil muligvis betyde større konflikter/engagementer også på det militære plan. 

Gramscis advarsel er stadig aktuel!