Dramaet, der udspiller sig i demokratiets vugge, Grækenland, har en politisk/ideologisk dimension, som ofte bliver undervurderet. Krisen mellem ”trojkaen” (IMF, EU's centralbank, EU-kommissionen) samt Tyskland og på den anden side den demokratisk valgte græske regering beskrives og formidles i et teknokratisk sprog med rod i en nyliberalistisk, analytisk forståelsesramme. Fremgangsmåden dækker derigennem over det politiske paradoks, at folkestyrets grundantagelser sættes ud af spillet, og staternes ret til national suverænitet ophæves. 

Socialdemo-kratiske regeringer har støttet trojkaens forsøg på at trumfe det græske demokrati ved hjælp af finansiel krigsførelse.

I løbet af sommeren har krisens udvikling igen åbenbaret kløften mellem demokratiet og de europæiske institutioners udemokratiske politiske kultur. I begyndelsen af juli skrev ingen mindre end Joseph Stiglitz: ”Europæiske ledere begynder endelig at afsløre den igangværende gældstridigheds sande natur. Og afsløringen er langtfra betrykkende: "Det drejer sig mere om magt og demokrati end om penge og økonomi.”

Ingen militant solidaritet

Under ledelse af det moderate Syriza, i koalition med et højre nationalistisk parti kom en græsk regering til magten med det løfte at forkaste en fortsættelse af de sociale nedskæringer, som Grækenland har været underlagt i de sidste fem år. Samtidig lovede regeringen at forblive i eurozonen. 

Strategisk betragtet og ud fra et realistisk standpunkt, kunne denne politiske målsætning opfattes som naiv. På den anden side, fik konfrontationen med institutionerne afsløret trojkaens demokratiforståelse og manglende overstatlige solidaritet med de svage lande! 

Efter længere forhandlinger mellem Syriza-regeringen og trojkaen omkring finansieringen af landets gæld (akkumuleret under tidligere regeringer og skjult med hjælp fra Goldman Sachs!) fremstod kravet om en tilbagebetaling af pengene surrealistisk. Til trods for denne kendsgerning forlangte de internationale institutioner, at ethvert nyt lån skulle medføre drastiske sociale besparelser (men ikke mindskelse af militærudgifterne!). En økonomisk politik, som var blevet forkastet med valget af Syriza. 

Som konsekvens af den tilspidsede krise valgte regeringen at organisere en demokratisk folkeafstemning om accept eller forkastelse af trojkaens betingelser. Resultatets store nej synes at være blevet en kæmpe overraskelse for både Syriza og institutionerne. Ikke desto mindre accepterede regeringen kort tid efter trojkaens nye barskere betingelser for et nyt lån! 

Sideløbende med denne udvikling afslører den græske tragedie de europæiske venstrekræfters forvirring og svaghed. Mens socialdemokratiske regeringer har støttet trojkaens forsøg på at trumfe det græske demokrati ved hjælp af finansiel krigsførelse, er den nordeuropæiske venstrefløj stort set forblevet passiv. Det til trods for at en fremtidig lignende udvikling i andre lande ikke kan udelukkes. Den manglende militante solidaritet har været en faktor i nederlaget.

Europas venstrefløj må lære af de græske erfaringer

Afstraffelsen af den græske befolkning for at have forkastet trojkaens diktat, skal også ses i lyset af grækernes eksemplariske kamp for demokrati i moderne tid. Ikke alene besejrede den græske modstandskamp den tyske besættelse, men måtte umiddelbart efter Anden Verdenskrig bekæmpe britiske tropper (hjulpet af USA) under den græske borgerkrig. Den ulmende politiske ustabilitet udløste i april 1967 et militærkup promoveret og støttet af NATO (Promotheus Planen!) hvis diktatur overlevede indtil 1974.

Den gang blev grækernes kamp mod fascismen støttet af den europæiske venstrefløj. I sammenligning er den nuværende begrænsede solidaritet med den græske kamp symptomatisk for politisk misforståelse. Man skal ikke begå den fejl at tro, at konfrontationen mellem den græske befolkning og trojkaen ikke angår resten af Europa! 

For institutionerne drejer det sig om at forvandle demokratiets udvikling i Grækenland til et afskrækkelses eksempel. Som lederen af Podemos i Spanien skrev for nylig: ”At sætte Syriza under pres betyder at gøre det samme imod Podemos: At bevise at der ikke findes noget alternativ.”

Denne konstatering er imidlertid ikke nok. Europas venstrefløj må lære af de græske erfaringer og udvikle en levedygtig strategi, der mobiliserer omkring et klart politisk projekt. Det ville være en skam at lade krisen gå til spilde.