På et tidspunkt, hvor verdens ledende nation gennemgår en multidimensional krise, der truer USA’s indre sociale fred, kan det være interessant at dvæle ved muligheden for en postkapitalistisk fremtid. Margaret Thatchers tese “there is no alternative” er ved at blive udfordret af virkeligheden!

Af alle politiske/videnskabelige tilgange er det i sagens natur de kræfter, der stiller sig kritisk overfor det herskende hegemoni, som har et behov for at inddrage fortiden, nutiden og en perspektivering af fremtiden i analysen.

Set i denne sammenhæng er det dog nødvendigt at gøre opmærksom på, at både i teori og i praksis har socialistiske/progressive kræfter i den vestlige kultursfære haft svært ved at forholde sig til bivirkningerne af den internationale arbejdsdeling. En struktur som blev skabt under kapitalismens historiske tilblivelse, udvikling og ekspansion.

Selv Karl Marx blev kritiseret af andre marxister (blandt andre Rosa Luxemburg) for at have analyseret ”Das Kapital” som et lukket system. Imidlertid er det en kendsgerning, at Marx i sine politiske skrifter inddrog forståelse af kapitalakkumulation som en global forudsætning for industrikapitalismens udvikling.

Andre marxister har også anvendt denne metodiske tilgang og fra første færd inddraget de ikke-europæiske områders bidrag og placering i den globale proces, der førte til Europas forspring i udviklingen af kapitalisme.

Uden adgang til omverdenens “økonomiske overskud” ville kapitalismen have fået en anden livsbane. Som Marx skrev, var denne udplyndring en forudsætning for industrikapitalisme: ”Formuerne, der blev erobret udenfor Europa gennem åbenlyst røveri, slaveri og mord, fandt deres vej tilbage til moderlandet.”

Socialistisk alternativ

Selvom marxismen har været/er et godt værktøj til at forklare det kapitalistiske systems måde at fungere på, har den historiske udvikling endnu ikke opfyldt de antikapitalistiske kræfters forventninger om en socialistisk overgang.

En af årsagerne til denne tilstand er imidlertid at finde på bagsiden af den koloniale medalje. De rigdomme, som kolonialismen/imperialismen bragte hjem til de kapitalistiske centerlande, betød, at industrikapitalismen også kunne bruges til at neutralisere arbejderklassens krav i metropolerne.

Begrebet “arbejder-aristokrati” som social kategori blev først inddraget af Frederick Engels i analysen af kapitalismen. Denne tilgang kom senere til at påvirke Lenins sociopolitiske forståelse af imperialismen og hans kritik af “økonomismen”.

Opdelingen af verden – og krig mellem de imperialistiske lande – bidrog ydermere til en styrkelse af nationalisme på bekostning af internationalismen og kampen for socialismen.

I dette århundrede er det blevet mere og mere tydeligt, at kapitalismen – som internationalt system – har svært ved at opfylde forventningerne til den verdensorden, der blev indvarslet efter Anden Verdenskrig. I denne sammenhæng kan en ny interesse for socialismen iagttages, især i USA blandt nye politiske bevægelser; dette til trods for den iboende antikommunisme som mccarthyismens heksejagt fik indført i den amerikanske ideologiske og institutionelle struktur siden 1950'erne.

Systemet har spillet fallit

Det er blevet tydeligt i den nuværende historiske periode, at hyperkapitalismen er blevet svækket i sin helhed. Denne erkendelse rejser afgørende spørgsmål om fremtiden. Som John Bellamy Foster gør opmærksom på i sin interessante artikel ”Capitalism Has Failed – What next?” er der gode grund at være forsigtig: “At sige, at kapitalismen har udspillet sin rolle, er naturligvis ikke det sammen som at tro, at dens sammenbrud og opløsning er umiddelbar forstående.”

På grund af krisens alvor mener den marxistiske økonom Richard Wollf alligevel, at kapitalismen muligvis ikke vil kunne overleve dens nuværende systemiske krise. Men så melder følgende spørgsmål sig: Vil en uperfekt socialisme kunne erstatte en døende kapitalisme? Det skal huskes, at socialismen betragtes af marxister som et overgangssamfund i konstant forandring.

I søgen efter et alternativt samfundssystem peger adskillige kapitalistiske kritikere af socialismen/kommunismen på, at dette sociale system har spillet fallit og ikke kan bruges til at erstatte kapitalismen. Glemt i denne tilgang er, at under kapitalismens tilblivelse led adskillige eksperimenter skibbrud i deres forsøg på at forvandle et feudalt samfund til et kapitalistisk.

Økonomisk historie viser, at flere italienske bystater i middelalderen uden held forsøgte at skabe kapitalistiske samfund som alternativer til den dominerende feudalisme. Monthly Reviews redaktør, Paul Sweezy, deltog i 1970'erne i en international debat om overgangen fra feudalisme til kapitalisme. I forbindelse med sovjet-socialismens deroute mente han, at disse socialistiske fejlslagne eksperimenter ikke forvarslede andet end socialismes genfødsel i en ny, mere revolutionær og mere universel form som svar på den “reelt eksisterende kapitalisme.”

I takt med de nuværende afsløringer af hyperkapitalismens alvorligste krise nogensinde er en større interesse for kapitalismekritik samt det socialistiske perspektiv at finde i de vestlige sociale medier og bevægelser. Det skal dog tages med i analysen, at USA-imperialismen er en meget stærkere hindring for socialisme, end feudalismen var i forhold til kapitalismen.

Under disse omstændigheder vil kampen imod militarisme og interventionisme såvel som imod fascisme blive afgørende for socialismens fremtid.