Siden Den Kolde Krigs ophør er NATO's fremtid blevet diskuteret i mainstreamgeopolitiske cirkler. Det hovedindtryk, man får ud af disse diskussioner, er, at den “fredsbevarende” vestlige alliance skal finde nye militære opgaver, der kan legitimere organisationens fortsatte eksistens.

Siden afslutningen af Den kolde Krig har USA forsøgt at mobilisere verden imod Rusland og Kina og få organisationens medlemmer til at betale gildet.

Desværre er inddragelsen af historie sjælden anvendt i denne forståelsestilgang. For 70 år siden, midt i den begyndende Kolde Krig, blev den britiske general Hastings Ismay udnævnt som NATO’s første generalsekretær. Ifølge generalen var organisationens hovedopgave at løse tre udfordringer: “Holde Sovjetunionen ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”.

Historisk tilbageblik

Selv hvis man accepterer denne “simplificeret” problemstilling, må det erkendes, at opgaven ikke svarede til den politik, der blev ført. Et historisk tilbageblik viser nemlig, at selve antagelserne og målsætningerne var problematiske og modsigelsesfulde:

1) Var Sovjetunionen en aggressiv eller defensiv magt efter Anden Verdenskrig? Efter sine store ofre under krigen havde USSR andre målsætninger end at true de vestlige lande. Europa var blevet opdelt mellem Vesten og Sovjetunionen. En opdeling som Stalin holdt sig strikt til.

Som eksponent for “realpolitik” bremsede Kreml de vesteuropæiske kommunistiske partier fra at udnytte deres stærke positioner og gribe magten. Især i Italien og Frankrig, men også i andre vestlige lande var socialistiske kræfter blevet styrket under 1930’ernes store økonomiske krise og Anden Verdenskrigs ravage. 

I krigens sidste fase, efter at præsident Harry Truman var kommet til magten efter den tidligere præsident Franklin Delano Roosevelts død, droppede USA to atombomber på det allerede besejrede Japan. Disse angreb på civile mål (byerne Hiroshima og Nagasaki) var en klar advarsel til USSR!

Ikke nok med det, men den tidligere britiske statsminister Winston Churchill havde i marts 1946 lanceret begrebet ”jerntæppet” som starten for Den Kolde Krig. I den forbindelse skal det ikke glemmes, at Warszawapagten først blev dannet i 1955. Altså seks år efter NATO's grundlæggelse. 

Samme Winston Churchill havde ledt de kapitalistiske landes ekspeditionsforsøg på at kvæle den russiske revolution i 1920’erne. 

2) Hvad antagelsen om en mulig amerikansk tilbagetrækning fra Europa angår, overvurderede den britiske general de isolationistiske kræfter i USA efter den amerikanske indtræden i krigen i Europa i december 1941.

For USA blev Anden Verdenskrig nøglen til løsningen af sin store overproduktionskrise. Krigens kamphandlinger berørte aldrig amerikansk territorium. Landet var således kommet ud af krigen med sit produktionsapparat intakt. Sammenlignet med de andre krigsførende lande havde krigen været en velsignelse for USA's samfundsøkonomi.

Da krigen var forbi, kunne USA bruge sin økonomiske kapacitet til at påvirke genopbygningen af Europa og Japan. Marshallplanen blev implementeret som et hjælpeprogram for tidligere fjender og venner i krigen. Undtaget var Sovjetunionen og Østeuropa. Samtidig skabte USA – gennem Bretton Woods-arkitekturen – den nødvendige institutionelle ramme til at genstarte de kapitalistiske landes produktive apparater. Med andre ord var USA kommet til Europa uden intentioner om at forlade det gamle kontinent.

Ikke nok med det, men amerikansk udenrigspolitik i det første årti efter krigen var blevet grebet af en geopolitisk sygdom: Pactomania! Under Washingtons ledelse blev der skabt en hel stribe alliancer, som dækkede en stor del af verden: OAS (Organization of American States, 1948), NATO (North Atlantic Treaty Organization 1949), ANZUS (Australien, New Zealand og USA, 1950), SEATO (Southeast Asia Treaty Organization, 1954), CENTO (Central Treaty Organization, 1955).

3) I forlængelse af NATO’s første generalsekretærs skabelon var forestillingen om at skulle holde Tyskland nede en urealistisk målsætning: Tyskland var alt for stort et land til at forblive nede!

Desuden var den største del af Marshallhjælpen øremærket til Tyskland. Hvis NATO's målsætning havde været at forvandle landet til en lille magt, så ville organisationen have været i modstrid med den amerikanske målsætning!

I denne forbindelse kan det nævnes, at Stalin før NATO's dannelse havde foreslået en genforening af Tyskland på et neutralistisk grundlag og ikke som et aktivt genforenede NATO-medlem. 

I den nuværende verden er Tyskland blevet Europas ledende nation, hvis ledende økonomiske interesser nu ønsker en normalisering af landets forhold til Rusland!

Frygten for socialisme

Pointen med denne historiske redegørelse er at påpege svagheden i den herskende diskurs om Den Kolde Krig. En alternativ fortælling til den semiofficielle fortolkning af NATO må bygge på en kritisk tilgang, der erkender, at organisationen fra første færd var et barn af sin tid, det vil sige påvirket af kapitalismens store vanskeligheder efter 1930’ernes økonomiske krise og Anden Verdenskrig.

Angsten for socialisme var således også medvirkende for indførelsen af keynesiansk økonomisk politik, inklusive velfærdsstaten.

Mens NATO-tilhængere roser sig med den ideologiske overbygning for at være “den frie verdens forlængede arm”, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at de fleste af NATO's oprindelige medlemmer var imperialistiske stater med kolonier i Afrika, Asien og semikolonier i Latinamerika. De koloniale krige, som opstod i denne periode, blev således støttet direkte eller indirekte af NATO. 

Set med de her foreslåede briller er det klart, at NATO ikke var en forsvarsorganisation overfor et overvurderet Sovjetunionen. Siden afslutningen af Den kolde Krig har USA forsøgt at mobilisere verden imod Rusland og Kina og få organisationens medlemmer til at betale gildet.

Som situation er i dag, har NATO et totalt budget, der er 20 gange større end Ruslands og fem gange Kinas udgifter.