Resultatet af valget i USA har ikke kun overrumplet landets politiske elite. Lederne i Europa er ligeledes blevet chokeret over deres foretrukne kandidats nederlag. 

Som det vides, vandt Donald Trump stort blandt arbejderklassen, som er blevet hårdt ramt af neoliberalismen og globaliseringen. Klassekampen trumfede identitetspolitik!

Det ville ikke være overraskende, hvis det demokratiske partis ledelse, den 8. november, havde nynnet melodien fra showet ”Les Misérables”.  Hillary Clinton havde jo kaldt Donald Trumps tilhængere ”the deplorables” (de elendige). Imidlertid var Elvis Presleys sang ”I’m all shook up” mere passende i både NATO's og EU's hovedkvarter! 

Spøg til side! Udfaldet af dette valg vil komme til at præge det amerikanske samfunds politiske sammenhold og den vestlige geopolitiske struktur. At projektet om skabelsen af en unipolær arkitektur under USA’s ledelse gennemgår en global krise er tydeligt. Denne målsætning finder aftagende støtte blandt amerikanerne.

Økonomisk historie viser adskillige eksempler på magtfulde staters fald efter en opgangsperiode. Som den tidligere indiske diplomat, M.K. Bhadrakumar, gør opmærksom på: ”Synet af en supermagt der bevæger sig mod solnedgangen er aldrig nogen hyggelig oplevelse. Dette var tilfældet med Rom, Byzans, Spanien, Portugal, Frankrig, Britannien.”

En splittet vefolkning

Den største udfordring, som USA's elite kommer til at skulle forholde sig til nu, er tilknyttet amerikanernes selvforståelse. Mens 48 procent af de stemmeberettigede undlod at deltage i valget, er resten af befolkningen splittet, hvad angår deres politiske ståsted. 

Både det republikanske parti og det demokratiske parti er blevet delt. Trump repræsenter højrepopulisme, mens Bernie Sanders forfægtede en socialdemokratisk position. 

Hillary Clintons kampagne byggede mest på ”identitetspolitik” det vil sige varetagelsen af kvinders og minoriteters interesser samtidig med en ”russofobisk” diskurs. 

Som det vides, vandt Donald Trump stort blandt arbejderklassen, som er blevet hårdt ramt af neoliberalismen og globaliseringen. Klassekampen trumfede identitetspolitik!

Et af de mest interessante aspekter af valget berører derfor den ideologiske kamp om skabelsen af en politisk kultur, som kan forene den splittede befolkning og den delte elite. 

I de senere år har især Hillary Clinton og Barack Obama malet et skønmaleri af USA som eksemplaret på ”exeptionalisme”, det vil sige en magt, der uindskrænket kan gennemføre en hvilken som helst politik overfor andre lande uanset disses suverænitet.

Modsat både den demokratiske og republikanske antagelse af amerikansk storhed og overlegenhed udtalte Donald Trump, at ”Den amerikanske drøm er død”, og at han ville arbejde for ”at gøre Amerika stærk igen.” Denne politiske vision er tættere forbundet med økonomisk nationalisme end med den førnævnte neoliberale globalisme.

Forholdet til Rusland

Som bivirkning af Trumps sejr er både NATO og EU blevet groggy. Først Brexit og nu det. Det er næsten for meget, og serien er ikke afsluttet.

I 2017 skal der være valg i en halv snes vesteuropæiske lande. Der forventes stor fremgang for højrepopulistiske (nationalistiske) partier. Mens deres varemærke er islamofobi, støtter de imidlertid ikke Vestens konfrontationspolitik overfor Rusland.

Også i forhold til Moskva var USA’s valg betydningsfuld. I de seneste måneder har Præsident Putin været kritiseret for Ruslands blødsødne politik i både Syrien og Ukraine. Clintons nederlag har imidlertid åbenbaret Kremls dybe strategiske og taktiske tænkning.

En stor krig synes nu at være blevet afværget (eller udsat). Samtidig har russisk udenrigspolitik bremset Vestens fremmarch og styrket projektet om multipolaritet.

Tiden vil vise om disses refleksioner er realistiske!