Meningerne om den nye fusion mellem LO og FTF er delte. Altså om den nye store organisation vil vise sig at blive en styrke eller ej.

Vi kan frygte, at den nye hovedorganisation udvander visonen om fagforeningerne som kamporganisation.

 Vi, der går ind for, at fagbevægelsen skal fungere som en kamporganisation for medlemmerne og altid sikre, at hånden holdes under de svageste, kan frygte, at den nye organisation kommer til at udvande denne vision.

Små forbund kan måske frygte, at deres indflydelse minimeres, og visse forbund i FTF kan frygte, at de nu bliver en del af en kamporganisation med tætte bånd til den politiske venstrefløj, og hvor ord som kammerater og socialisme bliver en del af hverdagen.

Personligt håber jeg, at frygten fra de sidste bliver til virkelighed – altså, at det vil lykkes at få den nye fælles hovedorganisation til at virkeliggøre drømmen om, at danske arbejdere igen kommer til at sætte dagsordenen i vores fælles samfund.

Det samfund, hvor arbejderne gennem skat og afgifter selv finansierer langt den største del af statens indtægter.

Og ordet arbejdere er et bevidst ordvalg, for vi er jo alle – ufaglærte, faglærte eller højtuddannede funktionærer – arbejdere. Det kendetegnes ved, at vi alle har en arbejdsgiver – og reelt er kun selvstændige udtaget dette begreb.

Når man læser grundlaget for den nye organisation, er det på mange punkter ikke særlig tydeligt, hvad man vil – et bevis på kompromisets kunst.

Men uanset hvilke ord man så end havde brugt, ville det ikke give os sikkerhed for, at vi ville opleve dagligdagen som beskrevet.

Dette bestemmes nemlig af viljen, hjertet og styrken til at arbejde og kæmpe for, at det udvikler sig på den måde, vi selv ønsker, og de enkelte forbund vil hver især prøve at påvirke, at fremtiden bliver, som de nu engang mener, den skal se ud.

Kampen begynder derfor for alvor først NU. Ingen skal holde sig tilbage – ingen skal undertrykke sig i kampen for at gøre den nye organisation til én stor og fælles kamporganisation.

Først, hvis dette sker har vi alle tabt.

Dette mål må flertallet kunne enes om – forbund i FTF som bl.a. BUPL og Prosa har gennem tiden været så tæt på venstrefløjen, at det kan give selv store LO-forbund, som aldrig har talt med andet end Socialdemokratiet, nærmest mareridt. Vi andre kan se frem til, at vi bliver endnu flere på venstrefløjen.

Nu er fusionen en realitet, så lad os derfor konstruktivt tale fremtiden og fællesskabet op og forene de mange faglige kræfter, som findes i langt de fleste fagforeninger og dermed give hinanden håndslag på, at fremtiden bliver både rød og faglig til gavn for medlemmerne. For det er vel i bund og grund for deres skyld, at man har fundet den nye organisation for både vigtig og nødvendig.

Skulle et enkelt forbund mene, at deres medlemmer er andet og mere end arbejdere, finder de nok selv en løsning på dette.