Antallet af kontanthjælpsmodtagere stiger. Det skyldes, at det ikke kan betale sig at arbejde – derfor må der sættes loft over kontanthjælpen.

Argumentet er velkendt og hørt utallige gange fra både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og skiftende beskæftigelsesministre.

Den politiske retorik om arbejdsløse giver grobund for myter og fordømmelse og skader solidariteten. 

Argumentet er dog langt fra vandtæt. Det viser Rådet for Socialt Udsatte i en ny rapport, der med tættekam gennemgår de præmisser, som ligger til grund for skiftende regeringers reform-amok af det sociale sikringssystem.

Det gælder blandt andet dagpenge, kontanthjælp og førtidspension. Rapporten er skrevet af analysebureauet Analyse & Tal.   

Lad os for eksempel se på antallet af kontanthjælpsmodtagere: Det er faldet støt siden 1990’erne, men er ganske rigtigt steget siden 2011. Og hvorfor er det så det? Hvis årsagen til stigningen er, at folk søger om kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig for dem at arbejde, så skulle man forvente, at flere og flere gik fra at være i beskæftigelse og over til at være på kontanthjælp.

Stoleleg

Men i virkeligheden er tendensen omvendt: Antallet af personer, som var i beskæftigelse, før de fik kontanthjælp, faldt gennem perioden. Til gengæld er der andre ting på spil: I 2013 og 2014 rykker et større antal fra dagpengesystemet og over i kontanthjælpssystemet. Det var på det tidspunkt, den daværende SRSF-regering med et bredt flertal i Folketinget strammede dagpengereglerne.

I samme periode reformerede man førtidspensionen og gjorde det væsentligt sværere for udsatte og syge at få tilkendt førtidspension. 

Det er altså meget sandsynligt, at en væsentlig del af stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere simpelthen skyldes den klassiske stoleleg: Borgere, som er langt fra arbejdsmarkedet, flyttes til en anden ”kasse”.

Kontanthjælpen er blevet en rest-kategori, som indeholder både kortvarigt og langvarigt ledige, herunder en stor andel med sociale og helbredsmæssige problemer. To tredjedele af kontanthjælpsmodtagerne er vurderet aktivitetsparate, hvilket vil sige, at de er vurderet til ikke at kunne tage et arbejde i den nærmeste fremtid.  

Paradoks

Paradokset er til at tage at føle på: Man lukker for nogle ydelseskategorier for en gruppe borgere, som har mange barrierer for at komme på arbejdsmarkedet. De ender så i kontanthjælpssystemet, og antallet af kontanthjælpsmodtagere stiger.

Bagefter bruger man samme stigning som argument for, at ydelserne er for høje. Og så beskæres ydelserne for en gruppe, som i forvejen var presset – med stor risiko for forværring af de sociale og helbredsmæssige problemer til følge.

Det har alvorlige konsekvenser for de mennesker, som det rammer. Kontanthjælpsloftet rammer 33.000 voksne og 43.000 børn. Og reformerne rammer ikke kun på pengepungen. Reformerne og den politiske retorik om arbejdsløse giver grobund for myter og fordømmelse og skader solidariteten mellem borgeren i velfærdssamfundet. Det er en meget farlig vej.