I slutningen af oktober blev der indgået et bredt forlig om udmøntningen af årets satspuljemidler.

Som det sikkert vil være læsere af Arbejderen bekendt, ophobes midlerne i satspuljen ved, at overførselsindkomsterne stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling på arbejdsmarkedet i de år, hvor lønudviklingen på det private arbejdsmarked er over 2,3 procent.

Satspuljen har ikke længere en hovedrolle som socialpolitisk driver.

Dermed stiger dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andre overførselsindkomster automatisk mindre end andre lønindkomster, og det som mange kalder "de fattiges finanslov”, finansieres så at sige af de fattige selv.

Det er i sig selv en uretfærdighed overfor modtagerne af overførselsindkomsterne, men er ikke emnet for nærværende kommentar.

Pulje til frivillige er væk

For en ting er, at konstruktionen under satspuljen grundlæggende set er uretfærdig, noget andet er så, at satspuljens udmøntning i de senere år har ændret grundlæggende karakter – og det er desværre ikke til det bedre.

I år er udviklingen foreløbigt kulmineret med, at den sædvanlige ”private proces”, der var en pulje, som frivillige sociale organisationer kunne søge til drift og udvikling, nu helt er bortfaldet.

Tidligere har denne pulje udgjort fra 100-150 millioner kroner udmøntet over fire år, så det var altså en finansieringskilde for mange organisationer, der udfører en vigtig og uundværlig indsats for at forbedre forholdene for de dårligst stillede i samfundet.

Organisationerne får nu sværere ved at finansiere deres daglige arbejde til gavn for en bred vifte af udsatte borgere i Danmark og meget sværere ved at finansiere det udviklingsarbejde i forhold til indsatsen for socialt udsatte, som de hidtil har stået for.

Ændret praksis

Og det er netop den generelle udvikling, som satspuljen er undergået: En stadig større prioritering af større politiske projekter, som ret beset burde høre hjemme på finansloven. Hvis satspuljen fremover bare skal være et finansieringsappendiks til den ordinære finanslov, så er der nu to grunde til at nedlægge den: Dels den grundlæggende konstruktion og dels at pengene går til tiltag, der burde være på finansloven.

Det har altid været en styrke – og er det fortsat – når satspuljeprojekter har været medvirkende til at åbne nye døre og gennemtænke den socialfaglige indsats, ofte i tæt samarbejde med civilsamfundet. Problemet er, at det ikke længere er dét, der sker.

Satspuljen har ikke længere en hovedrolle som socialpolitisk driver. Det vil sige en funktion, hvor den sikrer finansieringen af ny socialpolitisk innovation, eller sørger for udbredelsen af allerede vellykket gennemførte udviklingsprojekter.

Konklusionen er, at satspuljen enten bør ændres eller nedlægges. I sidste tilfælde må initiativerne i stedet finansieres over finansloven.