Social udsathed opfattes nok af mange som et storbyfænomen. Men sådan er det absolut ikke.

Meget tyder på, at der er klare fordele ved at være socialt udsat i en udkantskommune.

Socialt udsatte lever også udenfor de store byer – men der findes ikke ret meget viden om forholdene for socialt udsatte borgere og om det sociale arbejde i udkantskommunerne.

Hvordan er det at leve i et tyndt befolket område som socialt udsat? Og hvordan fungerer den sociale indsats i de områder? Det er noget af det, som Rådet for Socialt Udsatte har forsøgt at finde svar på i en ny undersøgelse.

Fleksible indsatser virker

En af de ting, der gør en stor forskel for den enkelte udsatte borgers situation, er den mere fleksible og individuelt tilpassede sociale indsats, som undersøgelsen viser, at udkantskommunerne faktisk yder.

Den fleksible indsats lader sig sandsynligvis gøre, fordi der ikke er store forvaltninger og mange teams, der skubber borgere rundt mellem sig. I de mindre enheder kender man typisk hinanden på tværs og ved, hvem der skal kontaktes for at søge en bestemt indsats til en borger.

Rådet har adskillige gange peget på behovet for en mere fleksibel og helhedsorienteret indsats i det sociale arbejde, og den lader det til, at udkantskommunerne leverer.

I storbyerne burde man i stedet for at ”eksportere” socialt udsatte, som det har fremgået af medierne i den seneste tid, måske overveje at importere nogle af udkantskommunernes fleksible og helhedsorienterede arbejdsmetoder.

Afstand er udfordring

Afstanden til sociale tilbud i udkantskommunerne er en udfordring. Hvis en borger skal have udleveret medicin, for eksempel metadon, eller møde op til behandling, kan afstanden og den offentlige transport være et problem.

Dels er det en relativ stor omkostning, når man ikke har ret mange penge, og dels kan det for socialt udsatte borgere være bøvlet at håndtere køreplaner og ruteplanlægning.

Visse steder kompenserer socialarbejdere ved selv at bringe borger og tilbud sammen. Det sker ofte, at de ansatte ender med at køre en borger frem og tilbage for at sikre, at indsatsen ikke falder til jorden på grund af manglende fremmøde.

Det stiller krav til personalets opfindsomhed at udføre socialt arbejde i en udkantskommune – de sociale tilbud bør tilføres midler, så de mere struktureret kan udvikle indsatser, der tager højde for blandt andet udfordringerne med transport.

Fordele og ulemper

Der er meget, der tyder på, at der er klare fordele ved at være socialt udsat i en udkantskommune. Der er selvfølgelig også ulemper, men generelt er de socialt udsatte borgere, som Rådet har talt med, rigtig godt tilfredse med den hjælp de får, og den tilværelse de har i det såkaldte ”Udkantsdanmark”.

De ansatte i kommunerne yder en stor og til tider meget innovativ indsats for at hjælpe de udsatte borgere – en indsats der kan tjene som inspiration.

Rådets undersøgelse af social udsathed i udkantskommuner kan findes på www.udsatte.dk