Overalt bliver der diskuteret verdensmål. Det er der god grund til. Verdensmålene kan danne en stærk ramme for at konkretisere arbejdet for en god socialpolitik.

Afskaffelse af fattigdom bør være øverst på regeringens arbejdspapir.

Den afgående regering satte retningen for socialpolitikken med de sociale mobilitetsmål. Målene var dog så uforpligtende og forfulgtes med så lidt entusiasme, at de i praksis ikke har ført til nogen betydelige forbedringer – på mange socialpolitiske områder er det tværtimod gået tilbage.

Den tidligere Thorning-regering fastlagde nogle konkrete sociale 2020-mål, men forfulgte dem heller ikke. Socialt udsatte oplever derfor et udtalt behov for handling på socialområdet. FN’s verdensmål kan være den ramme, der skal til for at sætte en nye retning for socialpolitikken.

Opgør med fattigdom i Danmark

Det første af FN's 17 verdensmål er: Afskaf fattigdom. Dét mål bør være øverst på regeringens arbejdspapir, da fattigdom er en af hovedårsagerne til en lang række andre problemer.

Skræmmende nok er fattigdom et stort problem i Danmark. Over 250.000 personer har ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en indkomst, der ligger under den tidligere officielle fattigdomsgrænse – og cirka 64.500 børn er ramt af fattigdom. Det er helt skævt, og så er tallet endda steget kraftigt i de seneste år.

Regeringen må følge op på forpligtelsen over for verdensmålene ved at sætte som mål at halvere fattigdommen i Danmark inden 2030 målt på de fattigdomsindikatorer, som Danmarks Statistik bruger til afrapportering i forhold til verdensmålene.

Kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen har været direkte årsag til en kraftig stigning i fattigdommen. Derfor bliver resultaterne af den kommende Ydelseskommissions arbejde afgørende for at sikre et opgør med fattigdom i Danmark.

Det tredje verdensmål handler om sundhed og trivsel – blandt andet med det formål at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.

Socialt udsattes levetid er i gennemsnit 19 år kortere end resten af befolkningens, så der er nok at tage fat på. Løsningerne er for manges vedkommende velkendte. Der er brug for rummelige og opsøgende indsatser, en genopretning af psykiatrien og et opgør med underbehandling på misbrugsområdet – men det kræver politisk prioritering.

Rummeligt arbejdsmarked

Alle bør have mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet med de kompetencer og ressourcer, de har. Det bakkes op af verdensmål nummer otte om anstændige jobs.

Mange socialt udsatte er langt fra arbejdsmarkedet, og der er brug for en seriøs indsats for at skabe et fleksibelt og rummeligt arbejdsmarked. Det sociale frikort er et lille skridt i den rigtige retning, men opstarten har været endog meget tung. Hvis det sociale frikort skal have en chance for at komme socialt udsatte til gavn, så skal forsøgsperioden på to år forlænges.

Langt fra alle har dog mulighed for at arbejde. Derfor er der også brug for justeringer i førtidspensionsreformen, så førtidspension bliver en reel mulighed i alle landets kommuner.

Civilsamfundet er en stærk drivkraft

Verdensmål #17 handler om at skabe bæredygtig udvikling. På socialområdet er et blomstrende civilsamfund nødvendigt som drivkraft for fornyelse og udvikling.

Folketinget afskaffede satspuljen sidste år. Det var en rigtig beslutning. Men nu er det helt afgørende, at der kommer en bæredygtig og langsigtet finansiering af sociale indsatser på finansloven. Indsatser, der både har strategisk sigte, rummer plads til udvikling og samtidig er forankret i nye, forpligtende sociale mål.

Udfordringerne på socialområdet skal løses i samarbejde mellem en stærk offentlig sektor og et engageret civilsamfund. Derfor bør Socialministeriet arbejde på at indgå partnerskaber med sociale organisationer – en fremgangsmåde som også er kendt fra Udenrigsministeriets arbejde på udviklingsområdet.

Der er nok at tage fat på for regeringen. Et godt sted at starte er at få defineret nye ambitiøse og forpligtende sociale mål, forankret i de fælles verdensmål.