For et par uger siden blev en tidligere direktør for den colombianske præsidents efterretningstjeneste DAS idømt 14 års fængsel. María del Pilar Hurtado havde stået i spidsen for en omfattende ulovlig spionageaktion rettet mod den colombianske opposition, både indenfor og udenfor landets grænser.

De 9500 politiske fangers kæmper for at få frigivet demokratiet fra det fangehul, hvor Colombias magtfulde elite holder det indespærret.   

Hun havde iværksat udspionering af menneskerettighedsgrupper, politikere, akademikere og sågar af næstformanden for EU-parlamentet. Formålet var at finde oplysninger, som Colombias daværende præsident Álvaro Uribe (2002-2010) kunne bruge til at beordre politiske retssager mod fremtrædende oppositionsfolk for at få dem fængslet.

Vilkårlige fængslinger

Det er som om, at den colombianske stat stadig befinder sig midt i den Kolde Krig. Det var i denne periode, at staten indførte en national sikkerhedsdoktrin, som i praksis kriminaliserer afvigende politiske holdninger. Der blev udviklet et juridisk edderkoppespind for at ramme venstrefløjen, og de borgere, der var så uheldige at blive anholdt, havnede for militærdomstole.

Braget fra Berlinmurens fald var ikke tilstrækkeligt til at blæse den antikommunistiske lovgivning omkuld, tværtimod blev der indført ny lovgivning, som tjener som redskaber for at opretholde den politiske forfølgelse af oppositionen i Colombia.

De vilkårlige fængslinger sker i sammenhæng med den systematiske voldsanvendelse mod sociale bevægelser og store befolkningsgrupper. Ifølge den seneste opgørelse over flygtningestrømme i verden ligger Colombia på andenpladsen, når det gælder antallet af internt fordrevne (Global Overview 2015: People Internally Displaced by Conflict and Violence).

6,1 millioner colombianere er blevet tvunget fra hus og hjem, og de fordrevne har samlet set mistet ni millioner hektar landbrugsareal, som i dag er taget i besiddelse af store mineselskaber og landbrugskoncerner. Mange af de bønder, der har gjort modstand mod fordrivelserne, er nu fængslede, og deres familier har søgt tilflugt i de enorme slumbælter uden for Colombias storbyer eller er flygtet over grænserne til Ecuador, Venezuela eller Panamá.

Ifølge ILO er Colombia også det land i verden, hvor flest fagforeningsfolk bliver myrdet. Mange fagforeningsledere sidder i fængsel, som for eksempel Hubert Ballesteros fra det colombianske LO’s landsledelse. Han har siddet varetægtsfængslet, siden han i 2013 stod i spidsen for en lovlig og retfærdig landarbejderstrejke. Hans rettergang har været en hån mod alle retsnormer og mod de internationale bestemmelser om beskyttelse af fagforeningsaktiviteter. Forfølgelsen af fagforeningsfolk har bidraget til en situation, hvor kun 4,5 procent af arbejderne er organiseret i en fagforening.

Fredsforhandlinger

Samtidigt befinder Colombia sig midt i fredsforhandlinger mellem regering og oprørsstyrken FARC, hvor et afgørende tema på forhandlingsbordet er spørgsmålet om sandhed.

Det drejer sig ikke kun om en Sandhedskommission som i Sydafrika efter apartheidstyret, men er et mere principielt spørgsmål, som kun kan besvares ved først at anerkende, at den langvarige væbnede konflikt har politiske og sociale årsager. Herunder at de juridiske metoder, som staten har anvendt i sit forsøg på at knække oprørsbevægelsen, har indebåret et systematisk angreb på civilbefolkningen, som er gået hånd i hånd med paramilitære gruppers massakrer og politisk motiverede fængslinger af civile oppositionsfolk.

Colombias overfyldte fængsler er i dag et spejlbillede af det neoliberale samfund uden for murene, hærget af krig og en korrupt politisk elite, og hvor 30 procent lever i ekstrem fattigdom. Sult, sygdomme, uretfærdighed og straffrihed præger hverdagen i fængslerne. De 9500 politiske fangers kæmper for at få frigivet demokratiet fra det fangehul, hvor Colombias magtfulde elite holder det indespærret.