Ifølge de oplysninger, der er lagt frem, er aftalen, som Colombias regering og FARC-guerillaen har underskrevet, en samling genopretningsinitiativer, der frem for alt skal skabe kendskab til sandheden om, hvad der er sket under mere end 50 års intern væbnet konflikt.

Der er stor glæde ved aftalen. Men der stilles spørgsmål ved regeringens vilje til at opfylde den.

Lad mig nævne en række elementer:

• Der er aftalt en 'særlig retsproces for freden'.
• Befolkningen skal kende sandheden om de hændelser i konflikten, som skabte ofre. Og i den forbindelse søge et retsopgør, der mere forsoner end straffer.
• 'Sandhedstribunaler' skal behandle sager, der involverer medlemmer af guerillaen, militærfolk og civile – herunder politikere og forretningsfolk.
• Aftalen fastlægger domme på fem til otte år for personer, der har begået forbrydelser mod menneskeheden i henhold til international humanitær ret, protokol I og II i Genève-konventionen. En 'genoprettende' straf skal idømmes for personer, som indrømmer deres forbrydelse.
• Skyldige, som ikke vil samarbejde, eller som nægter at erkende sandheden, kan idømmes 18 til 20 års fængsel.
• Aftalen anerkender forbrydelsen 'oprør'. Der kan gives amnesti for en række strafbare handlinger begået af oprørerne.

Der er nu underskrevet en politisk aftale om retsopgør. Det er en vigtig løsning på et af de vanskeligste spørgsmål, som har været diskuteret i halvandet år. Aftalen er en sejr over den holdning, som herskede i dele af magten, om at fornægte konfliktens politiske karakter og krav om at benytte den almindelige straffelov i fredsprocessen.

Aftalen vil give fremdrift til fredsprocessen, men der er stadig en række uafklarede spørgsmål.

Seks travle måneder

Præsident Santos og FARC-kommandant Timochenko (Timoleon Jimenez, red.) stod ved undertegnelsen af aftalen frem sammen med værten, Cubas præsident Raúl Castro, og lovede, at afslutte fredsprocessen inden for seks måneder. På denne korte tid skal der indgås aftaler om opløsningen af de paramilitære grupper, om FARC's adgang til lovlig politisk aktivitet, internationale observatører, afvæbningen [af guerillaen] og andre emner.

Desuden skal man lave i hvert fald foreløbige aftaler om en lang række andre spørgsmål; landbrugets fremtid, rammerne for politisk arbejde, problemerne med narkotika, aftale godsernes maksimale størrelse, afslutning på USA's militaristiske narkotikapolitik – et bjerg af temaer og meget kort tid.

Der er stor glæde ved aftalen. Men der stilles også spørgsmål ved regeringens vilje til at opfylde den og ikke ændre reglerne senere. For det, der er sket tidligere i Colombia i kølvandet  på fredsaftaler, er, at medlemmerne af guerillaen er blevet myrdet og aftalerne underkendt. Der er en stor mistillid til statens institutioner.

Der findes over 15 aktive, paramilitære grupper i landet. De har hidtil fået støtte fra de væbnede styrker, fra politi og anklagemyndighed, dommere, forretningsfolk og politikere. Hvis dette statsstøttede paramilitære uvæsen ikke forsvinder, vil det være meget vanskeligt at opfylde en fredsaftale og stoppe den politiske vold.

Hvorfor lige nu?

Det  er blevet muligt at nå denne aftale nu af flere årsager. Der har været en stærk mobilisering. Vi har i dag en stor folkelig bevægelse for fred og social retfærdighed i Colombia. Dertil har dele af erhvervslivet behov for at konsolidere freden for at kunne udvide aktiviteterne inden for mine- og energisektoren.

Der har været et stærkt politisk pres fra landene i regionen, fra UNASUR, CELAC og ALBA-landene. Fordi krigen i Colombia skaber betingelserne for USA's indblanding i regionen, hvilket  står i modsætning til målet om fred og ikke-indblanding.