Den kolde krig sluttede for over 25 år siden. Godt for det. Hvorfor præsenterer jeg så et ønske om at komme tilbage til den kolde krig?

At gejle sig op over Putins angivelige ondskab er ikke en politik, men et alibi for ikke at have nogen.

Ifølge det anerkendte tidsskrift Bulletin of Atomic Scientists er vi i dag 2½ minut fra at være i en atomkrigs-katastrofe. Tidsskriftet har lavet sådanne målinger siden 1947. I dag er vi tættere på en atomkrig siden 1953 – vi er altså i en situation ifølge tidsskriftet, der er farligere end Cubakrisen i 1962.

Forsigtighed kastet over bord

Det meste af tiden under den kolde krig var vi 14, 7, 10 minutter fra at være i en atomkrig. Hvis vi antager, at tidsskriftet har ret, så er den kolde krig altså at foretrække frem for den nuværende tilstand.

De fleste vestlige toppolitikere under den kolde krig forstod noget fundamentalt, som tilsyneladende er gået tabt i dag. Det er blevet formuleret som de fem C'er: Caution, communication, constraints, compromise and cooperation – altså forsigtighed, kommunikation, tilbageholdenhed, kompromis og samarbejde.

Al forsigtighed er i dag tilsyneladende kastet overbord, NATO står helt op til Ruslands grænser, uagtet, at det blandt andet hos mange russere vil udløse historiske minder om tyskerne opmarch mod Leningrad i 1940'erne.

Kommunikation mellem Rusland og Vesten er klippet over og er næsten nede på et nulpunkt, reelt ingen kommunikation inden for diplomati, militær med mere. Kun et par møder mellem amerikanske og russiske udenrigsministre, når det går højt, men ingen vedvarende kontakter.

NATO-Russia Council eksisterer næsten kun på papiret. Tilbageholdenhed i for eksempel retorikken er helt væk, den danske forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen er tilsyneladende blevet inspireret af den amerikanske retorik, når han nærmest siger, at vi er i krig med Rusland.

Kompromisser vil især Vesten ikke vide af, Vesten accepterer ikke, at Rusland har egne interesser. Netop dette gjorde de vestlige ledere under den kolde krig. Accepten af kompromisset gjorde, at klokken på Bulletin of Atomic Scientists' ur dengang under den rigtige kolde krig ikke var så tæt på midnat, som den er i dag.

Endelig er samarbejde mellem Rusland og Vesten også reelt helt indstillet. Det er ellers oplagt at arbejde sammen om terrortrusselen, situationen i Mellemøsten, Iran, Nordkorea med mere. Europæerne har dog et minimalt samarbejde omkring Ukraine.

Jarlov og atomkrig

Det synes som om, en generation ikke har forstået alvoren i truslen om atomkrig. I programmet Debatten på DR2 om forsvarsforliget kunne man for eksempel høre den konservative Rasmus Jarlov nærmest triumferende sige, at Vesten vil vinde en eventuel atomkrig med Rusland, men, tilføjede han, jorden vil være totalt ubeboelig bagefter.

OK – hvis der kun er ganske få europæere om overhovedet nogen, der vil overleve en sådan krig, og hvis det meste af Europa (måske verden) er pulveriseret og forurenet, kan man så tale om en sejr? Selvfølgelig ikke.

Med andre ord, uanset hvor meget væmmelse og udslæt den russiske præsident Vladimir Putin udløser hos vestlige politikere, så er deres første og fremmeste opgave, at sikre, at dette scenarium ikke finder sted. At gejle sig op over Putins angivelige ondskab er ikke en politik, men et alibi for ikke at have nogen.

Jeg tror ikke at Rusland vil angribe NATO-landene, og lysten til atomkrig er næppe stor i Vesten. Men manglen på de overnævnte fem C'er gør, at risikoen for en udløsning af krig på grund af en misforståelse bliver mere sandsynlig.

Så opgaven i dag består primært i at få etableret et diplomatisk samarbejde, uafhængigt af personlig kemi mellem forhandlerne på hver side. Så vil vi have en situation, hvor vores ønsker til fremtiden vil være mere ambitiøse end at komme tilbage til den kolde krig.