Der er mange påstande i medierne om Ruslands rolle som ødelægger og støtte for negative bevægelser rundt om i verden. En meget udbredt påstand lyder, at Putin har sat sig som mål at ødelægge demokratiske stater i hele verden.

Politisk har Rusland spillet en modererende rolle i Asien ved at forlige en af Indiens traditionelle modparter, nemlig Kina i BRIKS-samarbejdet.

Det fremstår som et ekko fra dengang Sovjetunionen eksisterede, og der var kommunistiske partier, der havde socialismen som mål. Påstanden uddybes ofte med, at Putin af princip er imod demokratiske stater, fordi sådanne stater angiveligt vil true hans – underforstået illegitime – magt i Rusland. Så vi er altså vidner til en genopførelse af den kolde krig, hvor Rusland spiller rollen som de onde kommunister og Vesten sin vante rolle som forsvarer af det sande demokrati – altså som sig selv. 

Først lidt begrebsafklaring. Hvad mener vi, når vi taler om den demokratiske verden? Er det USA og NATO-landene? Under alle omstændigheder er det så en meget lille del også af den del af verden, som vi kalder demokratisk.

Rusland og Asien

Indien, Japan, Sydkorea, Taiwan med fere. accepteres normalt som demokratiske stater. Bare Indien og Japan har en samlet en befolkning på næsten 1,5 milliarder. Hvordan står det så til med Ruslands bestræbelser på at ødelægger deres demokrati?

Ganske dårligt, må man konstatere, hvis det altså er det, Rusland ønsker. Rusland har for eksempel et fortræffeligt forhold til Indien, både politisk, økonomisk og handelsmæssigt. I oktober 2016 indgik de to lande en række aftaler om både militær- og energileverancer, bygning af atomkraftværker med mere.

Politisk har Rusland spillet en modererende rolle i Asien ved at forlige en af Indiens traditionelle modparter, nemlig Kina i BRIKS-samarbejdet. Indien er også med i Shanghai Cooperation Organization. I det hele taget er Rusland ved at udvikle sig til en ganske markant og succesfuld asiatisk spiller. Og Rusland spiller en stabiliserende rolle. 

Rusland har også overraskende udviklet gode relationer til en så tæt USA allieret som Japan. Det er overraskende, fordi Rusland og Japan har et uafklaret grænseproblem sammen. Det handler om Kurilerne, en øgruppe, der strækker sig mellem Kamtjatka og Japan. De er i dag under russisk administration, men japanerne hævder, at de rettelig tilhører dem.

På trods af alle negative odds, så har vi inden for de seneste par måneder været vidne til et kraftfuldt japansk-russisk økonomisk samarbejde inden for mange økonomiske sektorer, investeringsprogrammer og overraskende: et fælles russisk-japansk økonomisk samarbejde netop på de omstridte øer. 

NATO-udvidelsen

Der kunne nævnes flere eksempler på, at Rusland arbejder fint med demokratiske ikke NATO-lande, for eksempel Sydkorea. Konklusionen her er den klare, at Rusland er meget tolerant over for forskellige styreformer. Rusland ser ikke demokrati i nabolande som en trussel mod dets stabilitet og Putins magt.

Det er en påstand, som ofte er blevet bragt til torvs ikke bare i forbindelse med Ukraine-krisen, men også krigen i Georgien i 2008 samt de baltiske lande. Men hvad er så forklaringen på, at forholdet mellem Rusland på den ene side og flere asiatiske heriblandt også demokratiske lande er så godt som det er? Og for det andet, hvorfor er forholdet til NATO-landene (måske pt minus Tyrkiet) er så dårligt, som det er? 

Der er givetvis flere forklaringer, men det væsentligste her er stikordet NATO. Hverken Indien eller Japan deltager i en militæralliances opmarch til Ruslands nærområde, ligesom ingen af disse lande har deltaget i støtte til statskup i Ruslands nabolande. Det er NATO-udvidelsen, som Rusland har et problem med og ikke mindst det amerikanske ønske om at dominere verden og hermed også, som russerne opfatter det, at bestemme Ruslands rolle og manøvrerum i nærområdet. Og altså ikke demokratiet.