Er den unipolære verden slut?
Blogs

Er den unipolære verden slut?
Er USA på vej ned, som alle tidligere imperier på et tidspunkt har gjort. Er de ved at nå det, som man kalder ’the imperial overstretch’? Og hvad er Rusland nye rolle? Og hvor er EU i hele dette spil?
Efter 1991 talte alle om én verden, den ideologiske kamp var død efter Sovjetunionens sammenbrud, for fremtiden ville der kun være et universelt værdisystem. Én stat, USA, skulle fungere som verdens politibetjent, og verden skulle formes i dets billede. Andre synspunkter blev dengang nærmest betragtet som ’ikke-sunde’.
Der er ingen tvivl om, at USA's rolle som global politibetjent er ved at rinde ud.
I dag et kvart århundrede senere er situationen en anden. For 25 år siden var russerne for eksempel begejstrede for alt vestligt, de ville gerne tilhøre den tidligere fjendeblok.
I dag er der kun meget få russere, som har det billede af USA og Vesten. De fleste russere opfatter de vestlige politikere som både hykleriske, farlige og arrogante.
Den proces har stået på i nogle år og er kulmineret med Ukraine-krisen og senest den nye situation i Syrien, hvor russerne meget håndfast er gået ind og støttet al-Assad-regeringens kamp mod Islamisk Stat.
Hvordan skal vi se det i et lidt længere perspektiv? Er USA på vej ned, som alle tidligere imperier på et tidspunkt har gjort. Er de ved at nå det, som man kalder ’the imperial overstretch’?
Og hvad er Rusland nye rolle? Og hvor er EU i hele dette spil?
Der er ingen tvivl om, at USA's rolle som global politibetjent er ved at rinde ud. Det er der flere grunde til. For det første har USA's engagementer i henholdsvis Afghanistan, Irak, Libyen og nu Syrien været gedigne fiaskoer, uanset hvordan man måler dem.
Afghanistans tidligere præsident Hamid Karzai udtalte i russisk TV for nylig, at der er flere terrorister i dag i Afghanistan end for 15 år siden. I Irak er der generel opløsning, og der er en præsident, som indgår strategiske aftaler med både Iran og Rusland, USA's fjender.
Libyen var tidligere en relativt velstående stat, hvor præsidenten gennem vestlig regime-change er blevet dræbt, og landet forvandlet til et borgerkrigsmorads og et afskibningsland for flygtninge til EU. Og så er der Syrien, hvor USA har lavet alle de fodfejl, man kan forestille sig.
Ruslands aktion har afsløret, at USA støtter såkaldte moderate islamiske oprørere, som meget tyder på indirekte støtter Islamisk Stat. Den meget stædige Assad must go-politik var på vej til at føre direkte til Islamisk Stats magtovertagelse i Syrien og endnu flere flygtninge til EU.
Rusland er en anden faktor bag USA's langsomt begyndende nedtur. Rusland har trukket linjer for et nyt regime-change i Mellemøsten. Libyen lærte russerne, at man ikke kan stole på Vesten. I forvejen var russerne skeptiske over for NATO's udvidelse med Ukraine og Georgien. Det har senest bidraget til Ukraines krise. Nogle EU-lande holder stadigt fast ved visionen om det gode USA's sejr over mørkets kræfter rundt om i verden. Imens er der ved at ske noget andet rundt om i verden.
Rusland er langt fra at være isoleret, tværtimod har det placeret sig gunstigt og effektivt i den nye verdensorden, som er på vej.
Rusland er et af initiativlandene til BRIKS, en sammenslutning af ikke-vestlige lande, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. BRIKS har oprettet en ny verdensbank, som har udløst enorm interesse i Latinamerika, Afrika og Asien.
Mens der ikke er tvivl om, at USA har den største militære kapacitet i verden, så er både Rusland og Kina på vej til at indhente dem – økonomisk og militært.
USA har haft en opfattelse af sig selv som uundværlig og exceptionel underforstået, at alle andre lande er det modsatte. EU har hidtil været stækket i forhold til USA. Spørgsmålet er, hvor længe det vil holde. EU-landene har egne interesser, som man ikke vedblivende kan ofre på de amerikanske værdiers og interessers alter.