Den 31. august i år angreb demonstranter det ukrainske parlament. Tre vagtposter fra nationalgarden blev dræbt, og mange blev alvorligt sårede. Det mindede om begivenhederne for halvandet år siden, da de samme folk styrtede en demokratisk valgt regering i Kijev og indsatte en anden – med Vestens uforbeholdne støtte.

Men de ukrainske højrefløjsstyrker er imod enhver form for kompromis, de ønsker kun ét en glorværdig militær sejr og mange endda, at den russisksindede befolkning skal smides ud med militær magt.

Det var de samme bevægelser, som dengang førte an i de voldelige angreb på parlamentet. Det var det ekstreme højreparti Svoboda. Denne gang var partiets russofobe og antisemitiske leder Oleg Tjagnibok også en af de ledende i demonstrationen. Det var han også i 2013-14, hvor han i vesten blev hyldet som en sand europæer og demokrat. I virkeligheden har han aldrig været nogle af delene. I december 2012 advarede Europa-parlamenet i stærke vendinger imod enhver form for samarbejde med partiet, som blev beskrevet som antisemitisk, xenofobisk og udemokratisk. 

Kæmper på to fronter

Den ukrainske regering kæmper altså ikke kun mod oprørerne i det østlige Ukriane, de kæmper også mod de helte, som i februar 2014 uden skrupler brugte vold til at skifte regering. Den ukrainske indenrigsminister, Arsen Avakov anklagede Tjagnibok for at stå bag de voldelige handlinger mod parlamentet. Vil han så blive anklaget? Nej, for det første er der en lov i Ukraine, som holder ’heltene’ fra Maidan immune over for retssystemet. For det andet har en stribe vestlige politikere i den absolutte topklasse ladet sig fotografere og filme sammen med Tjagnibok. Man kunne jo finde på at anklage Victoria Nuland, John Kerry, John McCain, Guide Westerwelle med flere for manglende dømmekraft. 

Men hvad handler det hele om? Hvorfor angriber de hel- eller halvfascistiske grupper i Ukraine parlamentet og udfordrer præsidenten?

Den umiddelbare anledning er, at landets præsident Petro Porosjenko har sat en lov om regional autonomi til behandling i parlamentet. Og hvorfor har han det?

Fordi han i Minsk i februar har skrevet under på en fredsplan, som indebærer en form for autonomi for de omstridte områder, Donetsk og Lugansk, de traditionelle, russisk-talende industriområder i det østlige Ukraine. Han blev presset til det af Angela Merkel og Francois Hollande som en del af et kompromis i den såkaldte Minsk 2 aftale.

Præsident tier om angreb

Men de ukrainske højrefløjsstyrker er imod enhver form for kompromis, de ønsker kun ét en glorværdig militær sejr, at den russisksindede befolkning skal smides ud med militær magt. Problemet er bare, at den ukrainske værnepligtige hær ikke bare er dårlig trænet, mange soldater er også ganske umotiverede. Så den militære gloria er udeblevet, samtidig med at økonomien er i frit fald. Det har svækket disciplinen i hæren, og frustrationen bliver rettet mod den ukrainske regering, som højrefløjen anklager for at være slap og ineffektiv. 

Men hvad siger så landets præsident? Han fordømte ikke angrebet på parlamentet, hvilket er sært. Han sagde, at det bare var en proforma afstemning, Donetsk og Lugansk vil ikke få en dråbe selvstyre! Og ydermere anklager han Putin for at stå bag det hele. 

Jeg så præsidenten udtale sig i et indslag i russisk TV, jeg har ikke set det i vores medier. Det er jo i den grad at tage pis på Merkel og Hollande. Og hvad siger de og i det hele taget EU? Ingenting. Med et ord: det er tragikomisk!