Stor set hver dag kan man se et særligt serieprogram til afveksling for Robinson, X Factor, Fangerne på Fortet og lignende. Det handler om den amerikanske præsident Donald Trump. De store danske kanaler har nærmest daglige programmer om Trump. 

Er vi klar til at gå i krig mod Rusland på en amerikansk fortælling om Ukraine, der bygger på løgnagtige fortællinger?

De sidste par måneder har det handlet om Ukrainegate. De fleste glemmer nok, at efter to års Russiagate har Demokraterne nu opgivet at bruge de mest vanvittige beskyldninger om russisk indblanding og bizarre klemmer på Trump. Der har vist sig ikke at være fugls føde på de historier. Så nu har man fundet en ny: Ukrainegate. 

Donald Trump skulle angiveligt have presset Ukraines præsident Volodymir Zelinski til at foretage undersøgelser af de forretninger, som Joe Bidens søn har foretaget i Ukraine. 

Joe Biden er en potentiel demokratisk kandidat til præsidentposten i 2020. Derfor har der kørt senatshøringer med indkaldte vidner, som helst skulle kaste noget smuds på Trump. De fleste danske journalister og eksperter er helt tydeligt fans af Demokraterne, de glæder sig som til juleaften for at få skovlen under den onde Trump. 

Jeg skal ikke her forholde mig til Trump, det kan bliver en anden klumme. Men det, jeg kan forholde mig til, er, hvad der er blevet sagt under disse høringer. 

Løgne i Senatet

Det er ret afslørende sager. En række diplomater og embedsmænd kommer i vidneskranken, hvor de under ed skal svare på spørgsmål fra senatorerne.

For eksempel optrådte George Kent – med butterfly – og William B. Taylor Jr. en dag. Især George Kent afslørede i hvert fald tankegangen hos disse diplomater. For det første var det chokerende, hvordan Kent havde fået fat på Ukrainekrisen. 

Ifølge ham var der 13.000 dræbte ukrainere, som var blevet dræbt af den russiske hær og jagerfly-enheder. Disse ukrainere var blevet dræbt, mens de forsvarede deres fædreland. Det sagde Kent under ed.

Uanset hvad man måtte mene om den komplicerede sag, så er det ekstremt imod elementære konstaterbare fakta. De fleste af de dræbte i denne konflikt er civile ukrainere, som er blevet dræbt af ukrainske bombardementer, i øvrigt godt hjulpet af den amerikanske militære støtte.

Rusland har ikke haft militære enheder, jo, mindre enheder har hjulpet, men regulære enheder har der ikke været tale om, man kunne for eksempel læse OSCE’s nøgterne rapporter. 

For det andet talte både Kent og Taylor Jr. om Ukraine som en strategisk allieret og om vitale amerikanske interesser. Hvad er det for interesser? Amerikansk sikkerhed? 

Det vil være uhyre vanskeligt at beskrive Ukraine som en amerikansk strategisk hjørnesten, måske et europæisk anliggende, men ikke specifikt amerikansk. 

Men det må da interessere europæerne, at amerikanerne ser sådan på det, at de er klar på at ødelægge det sikkerhedspolitiske klima i Europa. For hvad, må man da spørge. 

Ja, Kent og Taylor Jr. sagde det næsten – og de sagde det i hvert fald indirekte. Ukraine er interessant af en enkelt grund, og det er ikke ukrainernes velbefindende. Amerikanerne er revnende ligeglade med ukrainerne, mange ved ikke engang, hvor det ligger på verdenskortet. Men de ved, hvor Rusland ligger.

Ukraine er nøglen til at svække Rusland

For cirka 20 år siden skrev den mangeårige amerikanske sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski en bog, der hed The Great Chessboard. Pointen i bogen var, at uden Ukraine ville det være slut med Rusland som en dominerende stormagt. Ergo, det måtte være et højt prioriteret mål for USA at klippe båndene mellem Ukraine og Rusland over. 

Så giver det pludselig mening. Det handler ikke om sikkerhed, demokrati og sådanne højpandede mål. Amerikanerne har øjnene fokuseret på Rusland og de store landområder, der har stor sikkerhedspolitisk, økonomisk og anden betydning. 

Jeg tror dog, at en hel del fra det diplomatiske korps tror på deres egen fortælling om Rusland som Sovjetunionen. Mange af dem lever i en tidsboble. Men det gør det ikke bedre.

Men er det fornuftigt og meningsfuldt, er det legitimt? Spørgsmålet, der skal stilles, er snarere: Cui bono? Hvem har gavn af det?

Den amerikanske våbenindustri har helt sikkert gavn af det. Det samme gælder andre virksomheder knyttet til forsvaret. Men er Ukraine en stor atomkrig værd? Hvad skulle det i givet fald være, som vi skulle forsvare?

Halvdelen af Ukraines befolkning har tidligere stemt på partier, der ønsker en god relation til Rusland, og hvis modersmål er russisk. Ukraine er et land, hvor korruptionen ifølge Transparancy International ikke er faldet de sidste fem år.

Jeg er ikke sikker på, at denne politik i forhold til Ukraine er i overensstemmelse med det amerikanske folks interesser. Det kunne have været interessant, hvis bare en amerikansk senator havde spurgt ind til det.

Men det vigtigere spørgsmål, vi sidder tilbage med i Europa, er, om den amerikanske fortælling også er vores målsætning?

Er vi klar til at gå i krig mod Rusland på en amerikansk fortælling om Ukraine, der bygger på løgnagtige fortællinger?