I juni 2016 skulle briterne stemme om tilhørsforholdet til EU. Valget blev en gyser, som endte med, at Brexit-tilhængerne vandt, og Storbritanniens vej ud af EU blev en realitet.

Der er ikke skygge af russiske indblanding i det britiske valg.

Udfaldet sendte chokbølger gennem EU og hele den vestlige verden. Hvordan kunne det gå til, at flertallet i en befolkning kunne stemme for det forkerte? Når EU er højdepunktet af fornuft, rationalitet og rigtige moralske værdier, så må der kunne findes en forklaring et eller andet sted. Når forklaringen ikke må findes i selve EU's konstruktion, så måtte og må man søge den et andet sted.

Så er det godt, at vi har en velprøvet syndebuk, det onde epicenter for alt, som går galt i verden, nemlig Rusland og især landets præsident, Vladimir Putin.

I december 2018 udtalte den britiske Labour-parlamentariker Ben Bradshaw, at Rusland stod bag Brexit-kampagnen, at Rusland altså afgjorde afstemningen.

Storbritannien. Den vestlige verden var angiveligt genstand for russisk info-angreb. Den kendte komponist Andrew Lloyd Webber blev grebet af denne stemning og udtalte: ”Ved at forlade Europa fremskynder vi Putins drøm om at opløse EU og dermed sandsynligvis den vestlige civilisation”.

For et par uger siden kom der så endelig nogle fakta på bordet. Juniper Downs fra YouTube, hvor man kan dele video-optagelser, gav i sidste uge en redegørelse for den angivelige russiske indblanding i det engelske valg.

Ingen beviser for russisk indblanding

På grund af den politiske ballade og de mange beskyldninger havde YouTube gået meget grundigt til værks. Resultatet: Der er ikke skygge af russiske indblanding i det britiske valg. Det samme gør sig gældende for Twitter.

Twitter har fundet cirka 900 posteringer, som man kunne forestille sig kom fra russiske påvirkningsagenter. Det er 0,005 procent af samtlige posteringer. Scary indeed! Facebook fandt betalte annoncer af formentlig russisk herkomst for 70 pund, hvilket er under 600 kroner. 

Hertil kommer, at der ikke kan findes en eneste udtalelse af Putin, hvor han opfordrer til det ene eller andet omkring Remain eller Brexit. Ja selv i de russiske nyhedsmedier og debatprogrammer, som jeg jævnligt følger, var der ikke tale om nogen overvægt til en af siderne. Nogle russiske debattører mente, at Brexit var godt for Rusland andre det modsatte.

Dette skal sættes i kontrast til, hvad vi nu ved om den virkelige indblanding i den britiske afstemning.

Soros og Obama

Den amerikanske milliardær George Soros donerede 400.000 pund – næsten fire millioner kroner til ja-siden. Også amerikansk baserede selskaber som Goldman Sachs og JP Morgan gave flere hundrede tusinde pund til Ja-siden.

Og lad os ikke glemme, at Obama besøgte UK et par uger før selve valget for at lægge pres på de britiske vælgere for at forblive i EU. Vi kunne for sjov forestille os det modsatte et kort øjeblik: Putin aflagde nej-siden et besøg et par uger før, og russiske oligarker donerede et antal millioner til nej-sidens kampagne. Nej vel?

Virkelighedsfordrejningen er skræmmende i sig selv. Den nødvendige debat om EU er drejet derhen, hvor skeptikere må leve med, at de bliver beskrevet som forrædere og nogle, der går selve Lucifers (altså Putins ærinde).

Men vi må tilbage til forfatteren George Orwells forfatterskab, især fremtidsromanen 1984, hvor vi kan opleve, hvordan nogle politikere danner et helt nyt sprog. Soros og Obama blander sig ikke i et andet lands anliggender. Men russerne og Putin gør. Oversættelse til normalt sprog er enkelt: Det modsatte er tilfældet.

Absurd!