Putin gjorde det, den russiske præsident Vladimir Putins truer vores livsstil, Putin dræber børn, Putin er skyld i både flygtningekrisen og Brexit med mere.

I Vesten er der tid til selvransagelse uden Putin som bekvem syndebuk.

Ikke nok med det, i den just overståede amerikanske valgkamp havde man fornemmelsen af, at Hillary Clinton bekæmpede Putin mere end Donald Trump og i hvert fald så ham som agent for Putin.

Et kort blik på internationale tidsskifter og elektroniske medier viser et billede af Putin som djævel, som et skadedyr, ganske i stil med propagandaen op til de USA ledede militære aktioner i Irak og Libyen. Vi taler om en dæmonisering, som vi ikke har set mage til i hvert fald siden Hitler og Stalins dage. 

Dæmonisering

Dæmoniseringen er grotesk, fordi den savner både logik, begrundelse, proportioner og formål. Men fortællingen om Putins onde gerninger i Rusland og på den internationale scene er drivkraften i den nye kolde krig. Drivkraften i den kraftigste oprustning vi har set i mange år i Europa, der har aldrig været så mange vestlige soldater og militært udstyr så tæt på den russiske grænse siden Anden Verdenskrig. Situationen i Syrien er mere spændt, end godt er, det samme kan man sige om den uløste konflikt i Ukraine. 

Der er meget at kritisere i Rusland. Men den overspændte kritik af Rusland savner i langt de fleste tilfælde ikke bare proportioner og dokumentation, men også sammenhæng. Og så er de præget af voldsomme dobbeltstandarder.

Putin kom til magten i 1999/2000, hvor han overtog et totalt sammenbrudt land, hvor meget lidt fungerede, og hvor landet var helt afhængig af lån fra IMF. Han mål var at sikre landets suverænitet, økonomisk og social fremgang samt sikkerhed. Det har han stort set opnået. Antallet af mord på journalister i Rusland er faldet, det samme gælder antallet af drab i Tjetjenien. Drabet på Anna Politkovskaja var ikke Putins skyld. Der er end ikke indicier på det. 

Putin ønskede fra begyndelsen et tæt samarbejde med USA og Tyskland især. Efter 11. september 2001 ydede han markant støtte til NATO-landenes engagement i Afghanistan, blandt andet ved at han tillod materiel blive fragtet gennem Rusland. Han forventede en vis anerkendelse og goodwill. Han fik intet.

Skærper kursen mod Rusland

Tværtimod opsagde den amerikanske præsident George W. Bush aftalen om anti-ballistiske missiler, der havde lagt loft på de raketter, der som formål havde at skyde de store interkontinentale raketter ned. Samtidig fortsatte Bush Bill Clintons politik med NATO-udvidelse i områder, der traditionelt havde været Ruslands sikkerhedszone.

Dette førte til spændinger omkring Georgien og senere Ukraine. Putin viste angiveligt aggression ved at annektere Krim. Her skal man være opmærksom på to ting. For det første skete det i en situation, hvor den vestlige verden havde støttet et kup mod en lovlig valgt regering i Kijev, det var en regering, der viste sig ekstremt anti-russisk og erklærede den russiske flådeaftale ugyldig. For det andet tyder alt på, at der er et markant flertal i befolkningen på Krim for at høre til Rusland, førende vestlige meningsmålinger tyder på det. 

Syrien er et stort kaos. Brexit har skabt visse problemer. Men uanset hvilke vurderinger og forklaringer man vælger på det, er det grotesk at skyde skylden på Putin. At Trump blev præsident, skyldes alt mulig andet end Putin. 

Selvransagelse

I Vesten er der tid til selvransagelse uden Putin som bekvem syndebuk. Effekterne af Putin-dæmoniseringen er klare. For det første forflygtiger vi i vesten ansvaret for de store kriser. For det andet er fortællingen om den store Putin-satan drivkraften i den nye kolde krig, som har bragt os tættere på en verdenskrig. For det tredje kan vi ikke se Rusland for bare fjendebilleder, og endelig mister vi muligheden for at samarbejde imod terror.