26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Russisk europæisk dialog

Blogs

Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Blogindlæg af Jens Jørgen Nielsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 06. juli, 2019, 08:51:16

Russisk europæisk dialog

Selvom russernes tilbagekomst til Europarådets parlamentariske samarbejde ikke bør overdrives, så kan det på sigt vise sig at være det første tegn på markante ændringer i den globale orden.

Rusland er tilbage i Europarådets parlamentariske forsamling, PACE. I 2014 blev landet ekskluderet på grund af Krims optagelse i Rusland – eller Ruslands anneksion af halvøen, som nogle foretrækker at formulere det.

Ukraines nye skuespiller-præsident, Volodymyr Zelinskij, har satset hårdt på at fastholde isoleringen af Rusland, men er ikke lykkedes med det.

Russiske parlamentarikere er tilbage under højlydte og glødende protester fra ukrainske repræsentanter. Ukrainerne mener, at der overhovedet ikke kan blive tale om at genoptage Rusland i de europæiske strukturer, før Krim er leveret tilbage til Ukraine.

Den nye skuespiller-præsident i Ukraine, Volodymyr Zelinskij, har satset hårdt på at fastholde isoleringen af Rusland, men er altså ikke lykkedes med det. 

Erhvervsinteresser på spil

Der er ingen tvivl om, at det er Tyskland, Frankrig og Italien, der har været drivende kraft i projektet. Der er heller ingen tvivl om, at tyske, franske og italienske business-interesser har spillet en væsentlig rolle i den beslutning.

Tysk handel og investering i forhold til Rusland er steget markant bare inden for de sidste halvandet år. Både forretningsfolk og også politikere ønsker virkelig at komme tilbage til situationen før 2014.

Formelt vil tyske og franske politikere selvfølgelig ikke anerkende Krim som russisk, men de vil heller ikke lade det spærre for en normalisering af det europæiske forhold til Rusland.

Hertil kommer, at der er et voksende antal lande i EU, hvor der er kommet prorussiske regeringer til magten, Italien er det bedste eksempel på det. 

Det er usandsynligt, at europæerne vil acceptere nye sanktioner, sådan som for eksempel Donald Trump har foreslået at belægge Nord Stream-gasledningen med sanktioner. Europæerne vil gå videre med at udbygge samarbejdet med Rusland.

På den anden side peger mødet mellem Donald Trump og Vladimir Putin under G20-mødet i Osaka også i retning af en normalisering af relationerne mellem USA og Rusland. 

Det betyder alt sammen mindst to ting. For det første synes Volodymyr Zelinskijs bestræbelser på at fastholde 2014-konflikt-situationen med vestlig isolation af Rusland at smuldre.

For det andet: Den alliance, som Angela Merkel og Barack Obama støbte i kølvandet på Ukraine-krisen, synes også at smuldre – europæerne og USA går i stigende grad i hver sin retning. Hvordan ser det hele ud fra russisk side?

Det transatlantiske bånd svækkes

Ganske mange russiske meningsdannere og analytikere peger i forsigtig optimistisk retning. Russerne tror, at de har fat i den lange ende. Og at tingene vil arbejde i deres retning, ikke på kort, men på lang sigt.

De er klare over, at hverken Demokrater eller Republikanere i USA i det kommende valgår vil være retorisk imødekommende over for Rusland. Men på sigt vil de vælge samarbejdet med Rusland. Som flere russiske meningsdannere ser det: USA kan ikke på samme tid have et højt konfliktniveau med både Rusland og Kina.

Europæerne vil ifølge russerne på sigt ikke danse efter amerikanernes pibe. De vil udvikle business, samarbejde med Rusland på alle mulige måder. 

Selvom russernes tilbagekomst til Europarådets parlamentariske samarbejde ikke bør overdrives, så kan det på sigt vise sig at være det første tegn på markante ændringer i den globale orden, hvor det transatlantiske bånd svækkes, og europæerne og amerikanerne finder frem til hver deres vej til at forhandle nationale eller regionale forhold – og dermed til afspænding af den aktuelt militært opskruede situation i Europa. 

Med Rusland som en stabiliserende faktor.