Mentalhygiejnisk er en syndebuk en god ting. Syndebukken er et ældgammelt fænomen, som vi blandt andet kender fra det gamle testamente, hvor det er beskrevet, hvordan man lagde alle ulykker på en stakkels buk og førte den ud i ørkenen. Den var selvfølgelig ikke reelt skyldig i dårlig høst, internt kiv og andet. Men det lettede selvfølgelig umiddelbart en følelse af stress. På længere sigt vil en syndebuk dog erstatte reel håndtering af enten konkrete problemer eller sociale konflikter.  

At tilskrive Rusland stort set det samlede ansvar for hele det kaos, som især USA har skabt i Mellemøsten, er helt væk. 

Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med alle de udtalelser, som højtstående personer inden for EU, NATO og andre steder på det sidste har fremkommet med om Rusland.

Grotesk påstand

Det seneste og mest groteske eksempel er NATO's øverstkommanderende i Europa Philip Breedloves påstand om, at den europæiske flygtningekrise skyldes Ruslands ondsindede bestræbelse på at ødelægge EU gennem at sende en strøm af flygtninge til EU.

Påstanden er grotesk af flere grunde, blandt andet har russerne militært for alvor ikke været der før september sidste år. For det andet bærer især USA's engagement i især Irak og Libyen en betydelig del af skylden for flygtningekrisen. I stedet for at se på det, er det unægtelig mere bekvemt at finde en syndebuk, så man slipper for at se eget ansvar i øjnene.  

På samme måde, da russerne gik ind for at støtte den syriske regerings kamp mod terrorister, kunne de vestlige medier pludselig få øje på civilbefolkningens lidelser. Jeg skal ikke kunne sige, om russerne har været skyld i civile lidelser, men at tilskrive Rusland stort set det samlede ansvar for hele det kaos, som især USA har skabt i Mellemøsten, er helt væk. 

Til andre påstande om, at Rusland søger at splitte EU landene og dermed ødelægge EU, må man sige, at det går meget godt uden den onde Putin. En række land er trætte af for eksempel EU's sanktionspolitik over for Rusland. Derfor fører Ungarn, Italien, Cypern, Østrig og andre lande deres egne forhandlinger med Rusland.

Putin behøver virkelig ikke at vride armen rundt på dem eller true dem. De kommer selv. Måske kunne det tænkes, at det er EU, der er noget galt med. For at skræmme EU-landene til at gå i takt er Rusland behjælpelig som et fjendebillede, som man nærmest er forræder, hvis man samarbejder med. 

Ukraine

Ukraine er endnu et eksempel, hvor syndebuk myten kommer til sin ret. Maidanrevolutionen fandt sted i februar 2014. Ukraines lovligt valgte præsident, Viktor Janukovitj, valgte november 2013 at udsætte underskriften på associationsaftalen med EU. Den var ikke så generøs, som han først havde troet.

Det udløste et oprør, som blev kraftigt støttet af både EU og USA. Det endte med at vælte både præsident og regering, som var lovligt valgt. Den nye regering satte aftalen på bordet igen. Men der kom andre kræfter på banen, ekstreme og bevæbnede højre bevægelser, som med det samme fik en overproportioneret rolle i det nye magtapparat. Det udløste den alvorligste konflikt i Europa i nyere tid. 

Status på Ukraine to år efter revolutionen er utvetydigt nedslående. Levestandarden er omtrent halveret, siger mange økonomer. De økonomiske udsigter er dystre. Hele det østlige industribælte, som stod for 30-40 procent af eksporten især til Rusland, er væk, ødelagt af krigen. Ukraine har p.t. ingen væsentlig eksport til EU, ingen fri indrejse til EU og intet medlemskab i sigte.

I den situation valgte præsident Porosjenko i januar at lykønske ukrainerne med, at de for første gang havde haft en vinter uden russisk gas, til gengæld kunne de købe europæisk gas en tredjedel dyrere end den russiske. Hurra! Det er godt, at Porosjenko og EU har Rusland og Putin. Det er jo dem der er skyld i miseren!