USA er i højeste alarmberedskab, landet, der nu truer USA, er Nordkorea. Det kan overraske, at Nordkorea tilsyneladende truer USA. Grunden til det skal søges tilbage i historien, nærmere bestemt til slutningen af 2001. Et par måneder forinden er de to World Trade Center tårne blevet ofre for en terrorhandling med cirka 3000 omkomne. 

Amerikanerne må konkludere, at det nye system altså ikke forsyner den sikkerhed, som de påstod, det ville.

Den relativt nye russiske præsident Vladimir Putin gør sine hoser grønne over for især USA. Han er den første statsleder, der ringer og udtrykker medfølelse. Han gør sin indflydelse gældende i Centralasien, for at USA kan benytte baser der, og han inviterer NATO til at transportere materiel gennem Rusland. Det bliver Putin voldsomt kritiseret for blandt sine generaler og i den russiske befolkning.

Putin fik en lang næse

Putin havde håbet på lidt goodwill fra USA's side. Men han fik en lang næse. George W. Bush opsagde ABM-aftalen, en hovedhjørnesten i atomaftalerne mellem USA og senere Rusland, to markante a-våbenmagter. ABM aftalen lægger låg på antallet af defensive mellemdistance-raketter. Truslen om gensidig udslettelse skulle sørge for, at ingen ville kunne vinde en atomkrig eller være overbevist om at kunne.

Opsigelsen af denne aftale i 2001 så russerne som et udtryk for, at amerikanerne troede på, at de ville kunne vinde en atomkrig med Rusland, altså sætte samtlige de russiske langdistance raketter ud af spil i et første slag med det nye system af defensive missiler.

Men amerikanerne påstod dengang i 2001 og også senere, at det nye system af antiballistiske missiler ikke var vendt mod Rusland, men mod Nordkorea og Iran. Men en cirka 190 milliarder dollars senere må amerikanerne konkludere, at det nye system altså ikke forsyner den sikkerhed, som de påstod, det ville.

USA har altså ikke opnået sikkerhed over for Nordkorea og dets atomraketter. Hertil kommer så de politiske omkostninger, det har medført, først og fremmest i forhold til Rusland.

Lad os gå videre og se på den trilliard dollars, der er brugt på selve den militære aktion i Afghanistan. Effekten er diffus – i bedst fald. Når vi nu er i gang lad os se på andre 100 milliarder dollars, som USA har brugt på økonomisk hjælp til Afghanistan.

Mange mener, at disse penge ikke har haft nogen som helst effekt. Vi kunne gå videre og se på Irak, Libyen og andre steder. Ineffektiviteten i våbensystemerne samt den politiske hjælpeløshed skriger til himlen.

Det militærindustrielle kompleks

Hvornår kommer der en cost-benefit-analyse af alle disse milliarder, ja trilliarder af dollars? Hvad er i det hele taget meningen med alle disse offentlige pengeoverførsler?

Et svar ligger lige for, nemlig at flytte penge fra skatteydere over i lommerne på dem, der producerer våben og militære aktioner. En brøkdel af disse svimlende beløb ville formentlig både kunne have reduceret arbejdsløsheden i USA og også sikret en anden udvikling i for eksempel Afghanistan.

Et andet spørgsmål trænger sig på, hvorfor er der ikke mere diskussion omkring disse spørgsmål? Fordi en meget stor del af disse transaktioner ligger hinsides de åbne demokratiske diskussioner. De træffes i lukkede rum. Og det til trods for, at netop gennemsigtighed i offentlige anliggender er grundstenen i et demokrati.

Mange af de toneangivende medier tager heller ikke denne debat, de spiller ofte med på de skræmmekampagner, der skal retfærdiggøre militære interventioner op senere militære aktioner, fordi aktionerne ikke lykkes. 

Mange militærfolk vil påstå, at vi skal gribe ind i foreksempel Mellemøsten for at styrke sikkerheden, men situationen efter indgreb bliver som regel endnu mere usikker. Og så skal vi have endnu flere penge til nye våbensystemer. En ond cirkel, som må stoppes.

Da den amerikanske præsident Dwight Eisenhower takkede af som præsident i januar 1961, sagde han blandt andet:

– Vi må advare mod, at det militærindustrielle kompleks får for meget indflydelse. Muligheden for, at denne struktur skal få uhensigtsmæssig megen magt, eksisterer og vil eksistere. Vi må aldrig tillade, at kombinationen af storindustri og militære interesser skader vores friheder og demokratiske processer. Kun vågne og vidende borgere kan.… sikre, at sikkerhed og frihed kan blomstre.