Fredag var det præcis to år siden, det danske arbejdsmarked stod midt i en af sine mest skelsættende konflikter. En konflikt der, hvis den var endt anderledes, havde åbnet for polske og rumænske lønninger på de danske arbejdspladser. Liberal Alliance og Venstre øjnene en chance for mere konkurrence og lavere lønninger. DF og Thulesen Dahl øjnede noget gratis medietid og en chance for at stække fagbevægelsen.

De satte sig til bordet på Vejlegården. Menuen stod på stegt flæsk og persillesovs. Det virkede folkeligt, tænkte Thulesen Dahl, og den slags trækker jo voldsomt op. Men det var ikke en folkelig sag. Nok var de højreorienterede politikere populære i de dage, hvor de spiste flæsk i sympati med en stakkels restauratør. Men det, de kæmpede for, var et angreb på almindelige menneskers mulighed for at kunne leve af deres løn.

Forslag om konfliktforbud

Sagens kerne handlede om, hvorvidt 3F måtte lave en blokade og konflikt, når nu Vejlegården havde tegnet en overenskomst med lavere løn og dårligere forhold et andet sted. De højreorienterede mente, at det måtte være helt op til arbejdsgivere og ansatte. Og alle var jo glade (eller dem der ikke var, var jo nok ikke længere ansat).

Derfor foreslog Dansk Folkeparti og Venstre i Folketinget, at det skulle være ulovligt at konflikte mod nogen, der havde en overenskomst i forvejen. De mente det var sundt med lidt konkurrence – mellem fagforeningerne forstås! De mente den kristelige fagforening var udmærket til at passe på de ansatte. Det er jeg uenig i. Men det er faktisk ikke det centrale.

Det er tankevækkende, at DF har så travlt med at slå sig op som lønmodtagernes forkæmper.

Det centrale er, at DF og Venstres forslag ville betyde, at også rumænske eller polske arbejdsgivere og fagforeninger kunne etablere sig landsdækkende og ”lave aftaler som alle var glade for”. Uden at 3F eller LO ville kunne stille noget op, hvis lønningerne fulgte rumænske tariffer. Det fastslog Beskæftigelsesministeriets jurister sort på hvidt.

Det er tankevækkende, at DF har så travlt med at slå sig op som lønmodtagernes forkæmper. Ikke bare fandt de på halveringen af dagpengene og lagde stemmer til nedskæringer af fradrag for fagforeningskontingenter. De har heller ikke rørt en finger i kampen mod social dumping. Ikke dengang, hvor de udgjorde de afgørende stemmer (ikke én gang i de ti år var en effektiv indsats mod social dumping et krav til finansloven), og ikke efterfølgende.

Som Information beskrev den 11. juli i år, har DF travlt med at tale om ordentlig løn. Men de har sjældent selv foreslået noget og ofte stemt imod vores forslag, der skulle sikre den.

Angreb blev forhindret

Da 3F var på folkemødet i juni, var Thulesen Dahl på besøg. I mit fagblad blev det til overskriften: ”Er du til noget, Kristian?”. Godt spørgsmål! Jeg tror det ikke.

Dengang vi andre stod udenfor og demonstrerede for fagbevægelsens ret til at kæmpe for ordentlig løn. Dengang aktivisterne i uger og måneder frøs, fnøs og snakkede sig gennem en arbejdskamp, der skulle hjælpe tusindvis af kommende lønmodtagere.

Dengang sad Thulesen Dahl, Inger Støjberg, Kristian Jensen og Saxo Samuelsen indenfor på Vejlegården og åd flæsk, så fedtet drev ned ad kinderne. De smilede og grinede. Og alt blev bragt i den bedste sendetid. Fedtet er størknet og arbejdsretten har for længst slået fast, at 3F’s konflikt var i orden.

Derfor – og til trods for DF’s og Venstres forsøg på at ødelægge den danske model – har vi stadig ret til at gå i konflikt, når nogen vil underbyde vores overenskomster. Tak 3F! Måske skulle man overveje, om ham Thulesen Dahl overhovedet er en, man kan regne med!