Grøn vision på rette spor
Blogs

Grøn vision på rette spor
Investeringer på 27,5 milliarder i kollektiv trafik er ikke bare fornuftigt ud fra et miljømæssigt synspunkt. Den giver også masser af arbejdspladser.
Jeg sidder og kigger ud ad vinduet, mens toget ruller langs Vejle Fjord. Det er et af de smukkeste steder i landet, og en tur jeg kender særdeles godt. Ikke bare fra ugentlige rejser til Folketinget, men også fra dengang jeg som knejt rejste frem og tilbage til Aarhus for at besøge min far i weekenderne.
I fremtiden skal udsigten nydes fra en bro direkte over fjorden. Det er en del af regeringens plan, der skal sikre hurtigere tog og elektrificering af jernbanen. Kort sagt en hårdt tiltrængt investering i fremtidens kollektive trafik – betalt ved en højere beskatning af Nordsøolien.
Mon ikke vi kan nå til enighed med Enhedslisten om bedre togdrift betalt af oliepenge.
Tiden er kommet for en virkelig ambitiøs omstilling af den kollektive trafik. Det skal være hurtigere og mere miljøvenligt at bruge toget. Derfor vil vi elektrificere alle hovedstrækninger fra København til Tyskland, Esbjerg, Struer og Frederikshavn. Og vi vil indføre en timemodel, så det tager en time mellem hver af de store byer. København til Aalborg på tre timer. To timer til Aarhus.
Det betyder blandt andet nye banestrækninger over Fyn og syd for Aarhus samt en togbro over Vejle Fjord. Dermed mister jeg min barndoms udsigt til husene langs vandet – men får et moderne og tidssvarende offentligt transportnet, der slår privatbilen af banen.
Når man kigger ud over Europa er det allerede virkeligheden mange steder. Man har set, at løsningen på fremtidens transportbehov kræver bedre kollektive løsninger.
Den omstilling er ikke bare miljømæssigt rigtig. Den giver også masser af arbejdspladser. Det er der brug for, og her er det afgørende, at de mange nye broer og baner laves af firmaer, der sikrer ordentlige forhold. Danske løn- og arbejdsvilkår skal derfor være et krav, når vi bygger ud for skattekronerne.
De 27,5 milliarder kroner, som planen koster, kommer fra en højere beskatning af Nordsøolien. Den pumpes op af selskaber, der naturligvis skal have forrentet deres investeringer. Men det er ikke selskabernes olie. Derfor er det også helt rimeligt, at vi nu sikrer en højere beskatning til gavn for fællesskabet.
Når vi investerer i togdriften, er det blandt andet fordi, olien kun kan hentes op én gang. Derfor skal vi bruge pengene på noget, der gavner samfundet i mange år fremover. Det vil jernbaneinvesteringerne, og derfor håber jeg, vi kan nå en aftale i Folketinget.
Venstre vil hellere bruge penge på motorveje og asfalt. Og de synes slet ikke, man skal beskatte olieselskaberne hårdere. Men mon ikke vi kan nå til enighed med Enhedslisten om, at bedre togdrift betalt af oliepenge er en grøn vision på rette spor.