I disse uger samles klimanørder af alle slags i Paris. Nogen er ministre eller parlamentarikere, andre NGO’er og andre igen erhvervsledere eller journalister.

Langt de fleste af os har været samlet mange gange før. Uden overbevisende held til at løse den måske største udfordring, vores verdenssamfund står overfor. Klimakrisen. Denne gang skal det være anderledes. Det ved de fleste politikere. Og det kræver befolkningerne.

Folkene kræver mere end flotte ord og politiske skåltaler i Paris.

Inden afrejsen deltog jeg i klimademonstrationen i Aarhus. Her og i byer over hele verden lod tusinder af demonstranter fødderne tale og krævede mere end blot flotte ord og politiske skåltaler i Paris.

Vi skal have en aftale, der omfatter alle lande. Både rige og fattige. Højt udviklede og udviklingslande side om side. De skal naturligvis ikke levere det samme. De mindre udviklede og fattigere lande skal have mulighed for at udvikle sig, mens vi andre skal reducere vores belastning af klimaet allerede i de kommende år.

Derudover skal der penge på bordet. Penge, der betyder, at udviklingslandene får en chance for både at tilpasse sig klimaforandringerne og udvikle sig, give deres borgere et bedre og rigere liv, uden at begå de samme fejl som vi andre har begået.

De penge skal både komme fra private og offentlige kilder. Men de offentlige penge skal ikke tages fra den udviklingsbistand, vi i forvejen giver. Man kan jo ikke lokke udviklingslandene til at omstille grønt, hvis de til gengæld ikke får mad eller rent vand.

Og sidst men ikke mindst skal vi have en aftale, der løbende kan strammes op. Vi ved godt alle sammen, at de ”løfter”, der bliver afgivet i Paris, ikke vil være nok til at holde temperaturstigningen på højst to grader. Derfor skal vi sikre en proces, hvor vi eksempelvis hver femte år strammer skruen.

Udviklingen går stærkt i disse år. For blot få år siden havde man nok ikke regnet med, at USA og Kina ville gå sammen og pålægge sig selv de mest ambitiøse krav, de hidtil har haft. Det er glædeligt. Og giver forhåbninger om, at vi også de kommende år kan få bevægelser i den rigtige retning.

I det store billede er det således en aldeles tåbelig men heldigvis også temmelig enestående melding, når den danske regering sætter sine klimaambitioner ned.