Stop gift i vores drikkevand
Blogs

Stop gift i vores drikkevand
Så længe der findes sprøjtegifte i vores drikkevand, så har vi en fælles opgave, der primært går ud på at beskytte borgerne og ikke profitten i enkelte erhverv.
Mere vil have mere. Landbruget har på Christiansborg haft held med at presse den borgerlige regering til at droppe miljøhensynet og skrue op for kvælstofkvoterne i den nye landbrugspakke. Og for tiden forgår en vigtig kamp i mange kommuner om retten til at beskytte drikkevandet mod sprøjtegifte.
Hensynet til rent drikkevand er for vigtigt til, at det kan tilsidesættes af hensyn til kortsigtet profit.
I min egen kommune, Aarhus, vil landbruget lægge sag an mod byrådets flertal for at få droppet de nye indsatsplaner, der skal beskytte drikkevandet.
Det må ikke lykkes landbruget at knægte kommunens planer. Hensynet til rent drikkevand for kommende generationer er simpelthen for vigtigt til, at det kan tilsidesættes af hensynet til kortsigtet profit i et specifikt erhverv.
Kompensation
Aarhus Kommune udpeger de mest sårbare drikkevandsområder og tilbyder landmændene, at de kan få 50.000 kroner per hektar for at stoppe brugen af sprøjtemidler. Det synes landmændene er for lidt. De kan nemlig slet ikke se formålet med at droppe sprøjtegiftene.
Men grunden er i virkeligheden ret enkel. Der bliver nemlig fundet både gamle og forbudte men også nye og godkendte sprøjtegifte i drikkevandet. Det er det drikkevand, der ender i børnenes drikkedunk, koges spaghetti i og som vi alle vasker hænder i.
Vandet er stadig sikkert at drikke, men hvis udviklingen fortsætter som nu, så er det ikke sikkert, at fremtidens aarhusianere kan drikke vand direkte fra hanen. Derfor har kommunen nu vedtaget en indsatsplan, der blandt andet pålægger landmændene at begrænse deres brug af sprøjtemidler i særligt sårbare områder.
Landmændene er selvsagt ikke tilfredse. Kompensationerne er ikke høje nok, og Landbrug & Fødevarers Lars Hvidtfeldt kalder nedladende kommunens borgerbeskyttelse for et ”hippie-forslag”.
Brug for afklaring
Det siger sig selv, at det ikke er ment som et kompliment og illustrerer vel ikke meget andet end arrogance. Måske vi skulle tale ordentligt til hinanden og om det demokratisk valgte flertal i byrådet?
Jeg er heldigvis ikke bange for, at det får dem til at ryste på hånden. Og det skal de da heller ikke. Ligesom et sagsanlæg ikke kan føre til andet end en afklaring af, om vi har den rigtige lovgivning. Kan man ikke beskytte borgerne mod gift i drikkevandet, så tyder noget på, at der skal strammes op.
Jeg ser derfor frem til en afklaring, hvis landbruget fører sagen. Jeg tror i lighed med kommunen, at de har retten på deres side, men hvis ikke, må vi jo overveje, om vi har lavet den rigtige lovgivning.
Det er da selvfølgelig drønirriterende, når man bliver bedt om at ændre vaner for at passe på vores miljø. Særligt hvis man er overbevist om, at man er uden skyld, og at landbrugets sprøjtegifte ikke kan være årsag til, at der i drikkevandsboringer findes giftrester.
Men sagen er, at så længe der også findes godkendte sprøjtegifte i vores drikkevand, så har vi en fælles opgave, der primært går ud på at beskytte borgerne og ikke profitten i enkelte erhverv.