Finansloven for 2013 er på plads. En aftale mellem regeringen og Enhedslisten sætter målrettet ind overfor ungdomsarbejdsløshed, udvider seniorjobordningen, baner vejen for 13.500 flere fleksjob, styrker indsatsen mod social dumping, investerer 1,5 milliarder kroner i miljø og grønne arbejdspladser, investerer massivt i uddannelse og arbejdspladser, fjerner fedt- og sukkerafgifter, gør det billigere at gå til tandlæge for de fattigste og sikrer bedre erhvervsuddannelser og en udvidet garanti for praktikpladser. Og der er meget mere.

Alligevel har diskussionen næsten udelukkende handlet om dagpenge og de mange tusinde, der frygter at miste forsørgelsen efter årsskiftet. Det forstår jeg godt. Ærlig talt har det også været den største bekymring for både mig selv og mange af mine kollegaer. Situationen er ekstraordinær i første halvdel af 2013. Langt flere står netop dette halvår til at miste dagpengeretten som en konsekvens af den halvering af dagpengeperioden, som den borgerlige regering, Dansk Folkeparti og Radikale vedtog i sommeren 2010.

Ro i maven

Vi socialdemokrater stemte sammen med resten af venstrefløjen imod dagpengereformen. Men flertallet bag reformen bestod også efter valget. Det var de parlamentariske realiteter, og derfor har vores opgave været at forsøge at hjælpe de tusindvis af mennesker, der stod til at blive ramt. Først med et halvt års forlængelse af dagpengene, dernæst gennem akutjob-aftalen, der skal sikre, at de langtidsledige kommer tilbage i arbejde og genoptjener deres dagpengeret. Vi ved, at de langtidsledige ofte står bagerst i køen. I den situation er det solidarisk og nødvendigt, at vi rækker en særlig hånd til dem, der er tættest på at miste dagpengene.

Selvom vi med god grund har været optaget af dagpengespørgsmålet, er der masser af andre problemer og udfordringer, som kræver et svar.

Jeg har ikke meget til overs for dem, der mener denne aftale er "ligegyldig", fordi der ikke er nye job. Dem skaber vi på andre måder, men for den ufaglærte mor, der står til at miste dagpengene, er det fuldstændig ligegyldigt, om hun får et nyt eller et gammelt job. Bare hun kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Det kan betyde, at nogle andre må være ledige en måned længere, men det er langt bedre samlet set. Og husk så i øvrigt, at der er 350.000 job, der skifter hænder det næste halve år. At vi reserverer 12.500 af dem til de medborgere, der står yderst på vippen, ændrer jo ikke på, at langt de fleste stillinger stadig vil blive besat på helt normal vis.

Jeg tror på den aftale, og det er så langt at foretrække, at de langtidsledige får et jobtilbud. Men det giver lidt ro i maven at vide, at der med finansloven er spændt et ekstra sikkerhedsnet ud, således at man kan få et halvt års uddannelse med forsørgelse, hvis man alligevel skulle komme dertil, at man mister dagpengeretten i første halvdel af 2013.

Mange gode svar

Selvom vi altså med god grund har været optaget af dagpengespørgsmålet, er der masser af andre problemer og udfordringer, som kræver et svar. Rigtig mange af dem har vi givet med den finanslov.

Først og fremmest er det vigtigt, at vi stadig holder hånden under beskæftigelsen. Samlet set vil næste års politiske tiltag sikre godt 20.000 flere arbejdspladser, end hvis vi ikke handlede.

Men vi er også nødt til at se længere fremad. Derfor er uddannelse opprioriteret. Ikke bare på universiteterne, men også i forhold til erhvervsuddannelserne og efteruddannelsen af de ufaglærte. Dermed er vi på vej til at gøre op med det uddannelsessnobberi, der var gældende i den tidligere regerings prioriteringer.