Vi hører det igen og igen: Lønnen må ned, så konkurrenceevnen kan forbedres – og nå ja, det øger uligheden, men det er kun en lille smule, og vi er jo alligevel ét af de mest lige lande i verden. Så det går nok.

Spørgsmålet er så, om det også kommer til at gå godt? Faktum er, at Danmark har Europas næsthøjeste stigning i gini-koefficient, som er målestokken for uligheden i et samfund. Helt præcist en stigning fra 23,9 til 28,1 siden 2004.

Og selvom Danmark stadig har en lighed, mange andre lande misunder, viser analysen Ulighedens Danmarkskort fra Cevea, som blev udarbejdet i forbindelse med det nyligt afholdte "Ulighedens Topmøde", at vi samtidig har massive udfordringer på ulighedsområdet, hvis man sammenligner landets 98 kommuner.

Udfordringer der skal løses, hvis vi ønsker at realisere ambitionerne om et samfund, hvor alle har lige muligheder – uanset hvor de bor, hvem deres forældre er, eller hvilken skole de går i.

Jyden er stærk og sej

Kortene bekræfter noget af det, vi allerede ved: Lolland-Falster placerer sig i bunden i de fleste kategorier, mens det også halter gevaldigt i Vestjælland, Sønderjylland og kommunerne på den københavnske vestegn. 

Til gengæld er der også markante overraskelser. Eksempelvis ser vestjyderne ud til at klare sig godt på stort set alle parametre. Indbyggerne i landkommuner som Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Varde klarer sig for eksempel imponerende godt inden for sundhed, når vi måler på indikatorer for fysisk og psykisk sundhed, risikoadfærd (stort alkoholforbrug, rygning og svær overvægt) og borgernes eget syn på deres sundhed samt forebyggelse.

Vi omfordeler i stor stil, men den økonomiske omfordeling når tilsyneladende ikke helt ud i alle hjørner.

Hvad, der måske er mere overraskende, er, at de samme vestjyske kommuner også er med i den sjove ende, når der måles på socio-økonomiske faktorer (for eksempel beskæftigelsesgrad, andelen af dårlige betalere, gennemsnitsindkomst), demokratisk deltagelse eller børns opvækst (for eksempel andelen af børn, der vokser op med enlige forældre, børn uden forældre i arbejde, eller som har oplevet familieskift inden for det seneste år).

Den nye kortlægning af ulighed i Danmark viser altså, at vi nok har været lidt for hurtige til at opfinde stigmatiserende myter om for eksempel den rådne banan. Der er problemer i nogle af yderområderne, men den eksisterer definitivt ikke i Vestjylland.

Med andre ord er det såkaldte ”udkantsdanmark” altså ikke lige så fortabt, som den offentlige debat ofte giver indtryk af.

Lighed gennem førfordeling

Til gengæld finder man problemerne i de store byer, som vi traditionelt placerer udenfor ulighedsproblemerne. Det skyldes ikke mindst, at vores undersøgelser anvender 30 kriterier og ikke nøjes med at se på de traditionelle socio-økonomiske kriterier. Vi har også undersøgt børns opvækst og borgernes egen oplevelse af deres livskvalitet.

Det er bekymrende, at vi kan dokumentere så store forskelle blandt særligt børns opvækst og vilkår. På trods af vores relative lille ulighed, er Danmark samtidig blandt de dårligste til at bryde den sociale arv, når vi sammenligner med landene omkring os.

Der er altså noget, der tilsyneladende ikke fungerer så godt, som det burde. Vi omfordeler i stor stil, men den økonomiske omfordeling når tilsyneladende ikke helt ud i alle hjørner.

Derfor bør vi i højere grad satse på ”førfordeling”. Altså en form for forebyggelse af uligheden, før den opstår i så høj grad, at den risikerer at fastholde mennesker i en social skruetvinge og derefter kræver millioner af kroner i omfordeling for at løsne.