Den nuværende taxameterordning har utilsigtede effekter, fordi den gennem sine fordelingskriterier opmuntrer uddannelsesinstitutionerne til en ret antisocial elevselektion. Taxameterordningen belønner nemlig de institutioner, som formår at fastholde deres elever, til de har gennemført deres uddannelse. Der udløses tilskud for fastholdelse og tilskud for gennemførsel.

Ressourcestærke elever, der er en potentiel gevinst, foretrækkes frem for frafaldstruede, der er en potentiel belastning. En katastrofal målforskydning på bekostning af vores sociale mobilitet.

Gymnasier og erhvervsskoler med mange ressourcestærke unge har let ved at sikre en høj fastholdelse qua deres elevgrundlag. Men de gymnasier og erhvervsskoler, hvor de ressourcesvage unge er overrepræsenteret, står overfor enorme udfordringer med at fastholde deres elever for utilstrækkelige midler. Og derudover tabes yderligere ressourcer til at fortsætte kampen, hver gang en elev falder fra.

Social mobilitet sker ikke ved et tilfælde. Den skal opmuntres og tilskyndes.

Taxameterordningen tager for givet, at det kræver samme indsats og samme omkostninger for uddannelsesinstitutionerne at få ressourcesvage som ressourcestærke elever igennem. Men de ressourcesvage elever har ekstra behov for hjælp og støtte. Social mobilitet sker ikke ved et tilfælde. Den skal opmuntres og tilskyndes – der skal investeres i den.

Højrefløjen postulerer at have en alternativ løsning tilat sikre bedre kvalitet af uddannelser. De siger: Beløn efter elevernes præstationer. De elever, der er fagligt kompetente og ambitiøse på grund af eller på trods af baggrund, skal sikre uddannelsesinstitutionerne kroner i kassen.

En taxameterordning, der bliver dikteret endnu mere efter belønning, vil kun skyde længere forbi målet end den nuværende ordning. Uddannelsesinstitutioner, hvor unge fra mindre uddannelsesparate hjem er overrepræsenteret, ville igen stå for skud. Står det til højrefløjen bevares skævvridningen.

En langt mere hensigtsmæssig løsning på udfordringerne er en taxameterordning, der sikrer, at pengene følger behovet fra start – et socialt taxameter. Her belønnes gymnasier og erhvervsskoler, der fokusere på det sociale ansvar og samtidig gives den finansiering til de ekstra indsatser, der skal til, for at sikre elevernes gennemførsel.

Udløsningen af tilskuddet vurderes efter elevernes afgangskarakterer fra folkeskolen og deres forældres uddannelsesbaggrund. Pengene findes hos andre institutioner, der har ressourcestærke elever og et overskud af ressourcer. En hensigtsmæssig omfordeling.

Det store spørgsmål er, hvordan det nogensinde kan være urimeligt at sikre den sociale mobilitet ved at tilføre penge, hvor de er nødvendige, i stedet for at beholde dem, hvor de kan undværes