I forrige uge gæstede den amerikanske professor i økonomi James Galbraith Danmark. Og han kom hertil med et klart budskab: “Høj løn fører til lavere arbejdsløshed”.

For indforståede forekommer det ganske naturligt. Men budskabet møder til daglig en rynken på næsen. Det fremstår i strid med almindelig sund fornuft.

Frem for at ræse mod bunden, skal vi løbe mod toppen. For den kan vi nemlig vinde.

Men Galbraiths forskning skal tages alvorligt. Og glædeligt er det da også, at økonomer af en mere realistisk karakter er ved at vinde frem.

Ligesom den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, baserer James Galbraiths sig nemlig på store datasæt, frem for at bekende sig til støvede teorier.

Et klokkeklart og aktuelt eksempel er sagen mellem Danish Crown og fødevareforbundet NNF, som omhandler medarbejdernes manglende villighed til at bryde overenskomsten og acceptere en lønnedgang på otte procent.

Krav om lønnedgang

Pistolen sættes for panden og budskabet fra Danish Crown er klart: Gå ned i løn, ellers lukker slagteriet på Bornholm.

Rationalet bag budskabet må være, at en lavere løn for arbejderne vil forbedre virksomhedens omsætning.

Det udsagn er svært at omgå. Problemet er bare, at en virksomhedsøkonomisk tankegang ikke må dominere den politiske betydning, og således sætte rammerne for at drive virksomhed. For virksomheden ser først og fremmest løn som en omkostning. Men samfundsøkonomisk er det grundlaget for, at vi har forbrug og efterspørgsel.

I virksomheder forstår man sig på virksomhedsøkonomi, men glemmer af og til det omliggende samfund – som jo ellers må siges at være væsentligt i forhold til den virkelighed, som virksomheden må forholde sig til.

Ethvert virksomhedsøkonomisk grundlag kan således ikke bare aflæses i regneark, men i lige så høj grad på samfundets økonomiske barometer. Og derfor er det ikke helt så enkelt at adskille.

Kvalitet og produktivitet

Galbraith pointerede, at ordentlige lønforhold sagtens kan være fundamentet for at bedrive virksomhed med stor succes i Danmark. Hans resultater peger nemlig på, at de af virksomhederne, som nyder størst produktivitet, tvinger de mindre produktive ud af markedet. Og de mest produktive virksomheder er oftest dem, der giver deres medarbejdere høje lønninger.

Hvis man drager paralleller fra Danish Crown-sagen, befinder vi os i en tid, hvor vi nu bestemmer kursen for fremtiden. Højrefløjen har længe plapret om tyske lønninger, det vil i givet fald føre til et ræs mod bunden.

Mens vi er gode til mange ting i Danmark, er vores samfund slet ikke gearet til at konkurrere på lønninger. I det kapløb er der mange andre, der er hurtigere end os.

Der, hvor vi er hurtigst, er på kvalitet og produktivitet – og derfor skal vi også have et højt lønningsniveau. Frem for at ræse mod bunden, skal vi løbe mod toppen. For den kan vi nemlig vinde.