Politikerne på den danske venstrefløj burde lægge ørene på jernbaneskinnerne og lytte til det tunge lavtlønstog, der for tiden buldrer ud over det danske samfund. Med Claus Hjorts budskab om, at 40 kroner i timen ikke kan regnes for social dumping, så er Danmark i høj hastighed på vej mod en lavtlønsstrategi.

Arbejdsgiverne skifter vellønnede danskere med ofte uorganiserede og lavere lønnet østeuropæisk arbejdskraft.

Lavere løn og dårligere arbejdsvilkår til alt for mange danskere vil være konsekvensen.

De store forandringer har længe været undervejs. Antallet af fuldtidsansatte i Danmark er således faldet med 200.000 siden 2002. Samtidig er antallet af deltidsansatte steget med over 150.000. Vikarbranchen og antallet af arm-og-ben-virksomheder vokser ligeledes markant. Alene antallet af enmandsvirksomheder steg med 20.300 fra 2003-2013. En del af dem er såkaldt falske selvstændige, også kendt som arm-og-ben-virksomheder.

Derudover har den østeuropæiske arbejdskraft slået rødder på det danske arbejdsmarked. Jeg hører selv til dem, der fra slutningen af 90’erne afviste, at horderne af østeuropæere ville komme til Danmark, selvom EU med arbejdskraftens frie bevægelighed og udstationeringsdirektiv pegede i den retning. Problemet er stadigvæk ikke den udenlandske arbejdskraft i sig selv, men det faktum, at den i vidt omfang er uorganiseret og helt bevidst bruges til at udhule vilkårene for alle andre på arbejdsmarkedet. Det slår revner.

Selv om der ikke har været et meget stort ryk ind af østeuropæisk arbejdskraft, så er udviklingen tydelig: antallet af østeuropæiske arbejdere er steget fra 14.177 i 2008 til 22.663 i 2012. Og koncentrationen er ganske massiv i brancher som landbrug, rengøring, hotel og restauration, der i 2012 beskæftigede 45 procent af alle østeuropæiske arbejdere i Danmark. Alene inden for landbrug, skovbrug og fiskeri er over syv procent af de ansatte i dag østeuropæere.

Arbejdsgiverne forholder sig rystende passivt, når det handler om den udenlandske arbejdskraft: ”Det skyldes ganske simpelt, at der kommer til at mangle faglært arbejdskraft, fordi der ikke er så mange danskere, der tager en erhvervsuddannelse.” Således svarede Ole Steen Olsen, der er arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

Men erhvervslivet har et massivt forklaringsproblem, når næsten 13.000 unge samtidig står uden praktikplads. Vi kunne jo starte med at uddanne vores egne unge, før vi henter ny arbejdskraft.

Og for at gøre ondt værre, så viser beregninger fra Cevea, at tre af de fire brancher, der har flere østarbejdere end gennemsnittet, oplever nedgang i den samlede beskæftigelse. Inden for rengøring faldt antallet af rengørings-assistenter med 11 procent i krisens første år fra 2008 til 2012. Men i samme periode steg antallet af østeuropæere inden for rengøring med ikke mindre end 1.550 personer, hvilket svarer til 135 procent. Med andre ord skifter arbejdsgiverne vellønnede danskere med ofte uorganiserede og lavere lønnet østeuropæisk arbejdskraft.

Det er disse forandringer, der slår revner og skaber usikkerhed på det danske arbejdsmarked. Og de kommer ikke af sig selv. Både politikere og arbejdsgivere står klar til at sætte fart på udviklingen og satser stort på lavere løn som vejen frem for Danmark.

Måske venstrefløjen burde vågne til dåd og hjælpe fagbevægelsen med at sikre trygheden på det danske arbejdsmarked?