Næste punkt på reformdagsordenen bliver sandsynligvis kontanthjælpsreformen. De konkrete forslag fra regeringens side er få og sparsomme, så ballet er åbent for bud på, hvor man bør tage fat.

Hovedformålet med kontanthjælpssystemet bør være at hjælpe folk ud af kontanthjælpssystemet. Men som systemet er indrettet i dag, bringer det desværre ikke altid folk tættere på arbejdsmarkedet eller videre i systemet. Tværtimod.

Kontanthjælpsreformen skal derfor gøre op med den udhuling af overførselsindkomsterne, som fulgte med forårets skattereform. Skattereformen har svækket kontanthjælpsmodtagernes forsørgelsesgrundlag ved at sætte en stopper for, at overførselsindkomsterne følger lønudviklingen. Det øger uligheden mellem de, der er i job, og de, der står uden for arbejdsmarkedet.

Fattigdom får ikke folk i arbejde

Regeringens erklærede mål med kontanthjælpsreformen er at øge arbejdsudbuddet. Men en udhuling af overførselsindkomsterne vil ikke automatisk gøre uarbejdsdygtige arbejdsdygtige eller få folk i arbejde. Som regeringen ganske rigtigt skriver i regeringsgrundlaget, så fremmer det ikke beskæftigelsen at leve i fattigdom. Det var godt, at vi fik afskaffet fattigdomsydelserne, men vi skal være varsomme med ikke at skabe nye.

Der har været massivt fokus på de økonomiske incitamenter til at presse de ledige ind på arbejdsmarkedet, og pisken har været det foretrukne redskab. Vi bør i stedet se på, hvordan aktivering, sagsbehandling, udredning og frem for alt opkvalificering kan gøres mere effektivt.  

En kommende reform skal satse på de svageste ledige og deres glemte evner.

Dels fordi et velfungerende aktiverings- og sagsbehandlingssystem er et mål i sig selv. Dels fordi der også kan være penge at hente. Tilbage i 2010 viste en rapport fra Rigsrevisionen, at aktiveringen af de ikke arbejdsmarkedsparate ledige i årene 2006 til 2009 ingen effekt havde - på trods af at den samlede udgift hertil løb op i 9,4 milliarder kroner. Forbedringspotentialet for denne gruppe, som udgør tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere, er altså ikke til at overse.

Naturligvis er det lettere at kritisere indsatsen end at forbedre den. Men hvis vejen er lang, må man begynde at gå. For at regeringen kan indfri løftet om at sikre bedre hjælp til at løse de ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres meget forskelligartede problemer, kan den passende lytte til sagsbehandlere og aktiveringsmedarbejdere: Nøgleordene herfra er afstandardisering, indvidualisering og helhedstænkning.

Fokus på de svageste

Udfordringerne for ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere går nemlig langt ud over arbejdsløsheden og omfatter blandt andet fysiske, psykiske og sociale problemer. Komplekse problemer kræver komplekse løsninger. Første skridt på vejen er derfor et helhedsorienteret og individualiseret forløb, der rummer langt bedre muligheder for at komme i fleksibel uddannelse og målrette jobtræning også til de mest nedslidte. 

En stadig større andel af særligt de unge ledige har psykiske lidelser, som kræver hurtigere udredning og bedre indplacering af den enkelte kontanthjælpsmodtager. Helhedsindsatsten, der går på tværs af de etablerede siloer, skal iværksættes fra dag et.

Den kommende kontanthjælpsreform skal langt om længe sætte fokus på de allersvageste ledige, som alt for længe har været overset, underprioriteret og udråbt som vor tids prygelknabe. En kommende reform skal satse på de svageste ledige og deres glemte evner.