»Selve målet om balance på det offentlige budget bliver vanskeligere at nå, fordi budgetbesparelserne fører til et fald i produktionen og lavere skatteindtægter. Det følges af flere besparelser for at nå målene for den offentlige gæld, hvilket fører til nye fald i produktionen, og så videre. Det er en ond cirkel, som vi må bryde.«

Sådan lød de nedslående og dybt bekymrende ord fra præsident Anibal Cavaco Silva, da han forleden leverede sin nytårstale til det portugisiske folk. Ligesom talerne herhjemme og i resten af Europa var emnet den økonomiske krise og de massive sociale problemer, som den har skabt. 

Ansvar og forandringer

Herhjemme fik vi af Helle Thorning-Schmidt at vide, at vi skulle tage ansvar, at vi skal holde igen, og være klar til forandringer. Så sandt. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke forandringer vi vælger at søsætte. Og her peger de portugisiske erfaringer netop på, at for hurtige og for drastiske nedskæringer faktisk kan gøre mere skade end gavn.  Det kan blive den onde cirkel, som skaber stigende ulighed, uden at den skaber stigende efterspørgsel. 

Derfor bør vi også kigge meget alvorligt på de foreslåede forandringer. Et dominerende krav i 2012 kom fra "lighedstegnspolitikerne", som satte sig på dagsordenen med deres våde drømme om ”63 kroner i timen” og ”otte års løntørke i Danmark”.  Det store problem ved deres argumenter og krav om forandringer er, at de har sat lighedstegn mellem lavere løn og højere beskæftigelse. 

Lønnedgang bliver altså et selvstændigt mål og en selvstændig politisk løsning. Det er givetvis rigtigt, at tiden for de danske lønmodtagere ikke er til at kræve højere løn. Men det gør det bare ikke til et nyt vækstmirakel. En pointe som økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen også har bekræftet: ”Det kan ikke være meningsfuldt at have en selvstændig målsætning om, at lønningerne skal være lave”.

Vi bør satse på at fremrykke offentlige investeringer, afskaffe det kommunale anlægsloft og udvide håndværkerfradraget.

Så selvom det måske kunne lyde nemt og smart, særligt for landets arbejdsgivere, så vil en lavtlønsstrategi i bedste fald blot vise sig utilstrækkelig, mens den i værste fald vil virke procyklisk, skabe yderligere pessimisme, hæmme forbruget og bremse efterspørgslen. 

Problemet er nemlig, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem lavere løn og højere beskæftigelse.

Når man sammenligner på tværs af 30 europæiske lande, så er der ingen sammenhæng mellem lave lønomkostninger og høj beskæftigelse. Faktisk er det de lande, der har de højeste lønninger – som Danmark, Norge, Schweiz og Sverige, der også har flest i beskæftigelse. Det betyder på ingen måde, at lavere løn ikke vil have en effekt og heller ikke, at man omvendt kan sætte lighedstegn mellem høj løn og høj beskæftigelse. Det viser blot, at lavere løn ikke i sig selv giver højere beskæftigelse, sådan som det ellers er blevet påstået meget hyppigt. 

Nytårsønske

Flere internationale studier og forskere peger ligeledes på, at der ikke kan identificeres nogen direkte sammenhæng mellem lønniveau og beskæftigelse. 

Et større og opsigtsvækkende studie fra de to økonomiprofessorer Card og Krueger i 1992 viste, at højere mindsteløn faktisk ikke skabte mindre beskæftigelse, hvilket siden blev bekræftet af blandt andet økonomen Arin Dube, der lavede et lignende studie i 2010.

Vi bør derfor droppe ’lighedstegnspolitikken’ og i stedet satse på at fremrykke offentlige investeringer, afskaffe det kommunale anlægsloft og udvide håndværkerfradraget. Den onde cirkel brydes ved at satse på efterspørgslen – et fromt ønske til 2013.