Klassesamfundet blev erklæret dødt i starten af 00’erne af flere borgerlige politikere, journalister og debattører med Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Budskabet i Fogh første åbningstale til Folketinget var, at den nye tid med ham ved bordenden betød "et opgør med den gammeldags opdeling af mennesker, alt efter hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe de tilhører. Det var et opgør med klassekampen.”

Den daværende statsminister ville have os til at tro, at vi var hinsides klassekamp, interessemodsætninger og de klassiske ideologiske konflikter. Vi kunne alle trygt sejle i samme båd med Fogh som den store rorgænger.

Man forsøgte at nedtone klasseforskellene og dermed uligheden i hvordan samfundets fælles ressourcer fordeles mellem stærke og svage grupper. Fra deres perspektiv handlede politik i mindre grad om fordeling af ressourcer, og mere om at skærpe værdi- og symbolpolitikken. Og frem for alt om teknokratiske løsninger, der kunne favne os alle.

Ulighed rammer bredt

Men i dag mere end 10 år er klasseforskelle og interessemodsætninger tilbage for fuld udblæsning. De har nok været her hele tiden, men nu tør politikerne også tale om dem. Det gælder både rød og blå blok, samt som noget helt nyt også for organisationer som OECE, IMF og World Economic Forum. Særligt budskabet fra OECD’s økonomer var interessant: ”Øget ulighed kan skade den økonomiske vækst”.

Uligheden rammer det danske samfund og danskerne utroligt bredt på alt lige fra sundhed, tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelse og kulturel ballast. Men hvis vi alene kigger på de økonomiske uligheder, så tegner der sig ikke et optimistisk billede af fremtiden.

Danmark havde Vesteuropas største stigning i ulighed i perioden 2001 til 2010 (målt i den såkaldte Gini-koefficient). Samtidig har den økonomiske elite gradvist fået et større stykke af den samlede kage.

Uligheden truer vores samfundsmodel og fremtidsmuligheder.

I 1985 var indkomsten for den gyldne procent af de rigeste danskere cirka fire gange så stor som indkomsten i den brede befolkning. I 2010 var det tal vokset til 6,5. Det giver en enorm ujævn indkomstfordeling herhjemme.

Hvis vi kigger på disponibel indkomst er billedet ikke meget bedre.  Den halvdel af befolkningen, som tjener mest, tegnede sig for 66,1 procent af den samlede disponible indkomst i Danmark i 2006, mens samme tal i 2010 efter tre kriseår udgjorde 68 procent.

Oversat til kroner og øre betyder det, at den mindst velstillede andel af danskerne i 2010 tabte 3808 kroner i indkomst, som de på grund af stigende ulighed måtte overdrage til den rigeste halvdel.

Nye Opgør

Tallene taler derfor deres tydelige sprog. Danmark er stadig et samfund, hvor interessemodsætninger og klasseforskelle skærpes. Vi har måske ikke klassekamp som for 100 år siden, hvor præcist definerede proletarer og bourgeoiser var i direkte konflikt, men udfordringerne, skellene og afstande bliver ikke mindre – kun større.

Og vi kan forvente nye interessemodsætninger og opgør, hvis den amerikanske økonom James K. Galbraith får ret i følgende udsagn: "Lønnen for direktøren i det store selskab er ikke længere markedets belønning for præstation. Det er nærmere en form for personlig gestus fra den enkelte til sig selv”

Så ja, uligheden truer bestemt vores vækst, som OECD netop har indrømmet, men den truer også helt grundlæggende vores samfundsmodel og vores fremtidsmuligheder.