Afstanden mellem top og bund i det danske samfund er blevet større de seneste år. Kigger man på, hvor mange penge folk har til rådighed, når skatten er betalt, er skellet mellem topleder og lavtlønnet vokset med 86.000 kroner fra 2002 til 2012.

Det er ikke kun i økonomisk betydning, at afstanden mellem danskerne bliver større; geografisk set er det også tilfældet. De socialt udsatte grupper isoleres i såkaldte ghettoområder i "Udkantsdanmark". I Lolland Kommune eksempelvis udgjorde folk uden for arbejdsmarkedet 12 procent af det samlede indbyggertal i 1985. I 2012 var det hele 26 procent.

Socialt udsatte grupper isoleres i såkaldte ghettoområder, mens de øvre samfundslag isolerer sig i velhaverkvarterer. 

De øvre samfundslag er til gengæld godt i gang med at isolere sig i velhaverkvarterer i og nord for København. Tag Hellerup. På 30 år har byens demografi ændret sig drastisk. Hvor overklassen og den højere middelklasse i 1985 udgjorde henholdsvis ni og 23 procent, var de i 2012 vokset til 19 og 32 procent.

Rent fysisk vokser afstanden mellem de sociale grupperinger altså også. Men bevares, hvem vil ikke bo tæt på både by og strand, hvis pengene er til det? Desværre har elitens bopælspræferencer en grim social slagside. De forringer landets sammenhængskraft.

I bogen Klassekamp fra oven påpeger forfatterne, at tæt på halvdelen af børn af hovedstadsområdets højere middel- og overklasse i dag går på skoler, hvor deres egen socialgruppe er i overtal. Når skolevæsnet mister social diversitet, mister elever fra ressourcesvage hjem samtidig social mobilitet. Den veldokumenterede "klassekammerateffekt", hvor fagligt stærke elever trækker de mindre stærke med op, svækkes nemlig, når man ikke længere har klasser med både akademiker- og arbejderbørn.

Samtidig mister man også den sociale dannelse, der kommer af at omgås folk fra andre kår. Historisk set har Danmark været et land, hvor borgerne er mødtes på tværs af de sociale lag. Det har været med til at gøre danskerne til det mest tillidsfulde folkefærd i verden. En tillid, der er fremhævet af Dansk Industri, som ”den mest undervurderede konkurrencefordel vi har her i landet.”

Når uligheden stiger, ser tilliden samtidig ud til at falde. Det har været tilfældet i USA og Storbritannien, viser en undersøgelse. I 1979 mente 55 procent af amerikanerne og 56 procent af briterne, at de fleste var til at stole på. I 2008, hvor uligheden i begge lande var vokset markant, var det kun henholdsvis 40 og 30 procent.. I Danmark, hvor uligheden stort set har været faldende frem til finanskrisen, steg tallet fra 47 til 76 procent.

Heldigvis er Danmark stadig et af verdens mest lige og tillidsfulde samfund. Men udviklingen går i retning af et parallelsamfund for både over- og underklassen. Og det er i den grad en trussel mod den historisk stærke sammenhængskraft.