Den danske højrefløj vil efter tysk forbillede gennemføre gennemgribende reformer af det danske arbejdsmarked, som truer med at save benene over på den danske model.

Venstre og Dansk Folkeparti har i skøn forening fremlagt forslag, der har til formål at stække fagforeningernes ret til at konflikte, foretage massive sænkninger af det danske lønniveau og reducere skatten til svensk niveau.

Men en ny og omfattende rapport om den sociale situation i Tyskland viser, at prisen for den tyske strategi har været enormt høj.

Massiv ulighed

Rapporten beskriver over 548 sider, hvor hårdt uligheden har ramt vores naboland mod syd. Den konservative tyske regering ventede hele fire måneder med at frigive rapporten af frygt for at få den nye tyske virkelighed til offentligt skue.

Og tallene taler deres tydelig sprog. I 2008 ejede den fattigste halvdel af tyskerne kun en procent af værdierne mod tre procent i 1998. De rigeste 10 procent ejede til gengæld 53 procent af værdierne i 2008 mod 45 procent i 1998.

Den sociale pris for de tyske Hartz-reformer har været uhørt høj. 

På stort set alle parametre er uligheden i det tyske samfund steget markant. Selvom landet har oplevet en generel økonomisk fremgang, har den fundet sted på bekostning af de svageste grupper i samfundet.

Den tyske regering fik behændigt slettet flere passager fra det oprindelige udkast til rapporten. Det gælder for eksempel et afsnit, der konkluderede, at privatformuerne i Tyskland i dag er langt mere ulige fordelt, og at flere end fire millioner tyskere i 2010 brutto tjente mindre end syv euro i timen. Og endelig at de lave lønninger er faldet i de sidste 10 år.

Disse alarmerende tal fik forfatterne i første udkast – som altså blev bortredigeret – til at advare om, at lønudviklingen kunne ”skade samfundets forventninger til lighed og true social sameksistens”.

På rette vej mod social deroute

Den tyske arbejdsminister, Ursula von der Leyen, besvarede kritikken af de opsigtsvækkende fortielser med, at de alene skyldtes nye tilføjelser, og at Tyskland generelt var ”på rette vej”. Den samme konklusion synes at gælde for Danmark, hvor højrefløjen misundeligt har drømt at kunne gentage og direkte kopiere de berygtede tyske Hartz-reformer.

Men den ny rapport betvivler denne strategi. For det første fordi den har ført til, at mange tyskere i den nye underklasse i dag må arbejde for slavelønninger på omkring 50 kroner i timen. Og fordi den sociale pris har været uhørt høj.

For det andet kan vi betvivle denne strategi i henhold til den historiske udvikling, hvor det tyske opsving i modsætning til hovedfortællingen herhjemme startede allerede i 2001. Det vil sige to år, før Hartz-reformer blev implementeret i Tyskland. Opsvinget var altså godt på vej, inden de dramatiske arbejdsmarkedsreformer for alvor tog fat.

Meget tyder på, at den tyske succes snarere skyldes den såkaldte ’Bündnisse zur Beschäftigungs- und Wettbewerbssicherung’ aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Fra slutningen af 90’erne førte disse lokaleaftaler til en omorganisering af arbejdsprocesserne på virksomhederne, sænkede lønomkostningerne og øgede produktiviteten. Samtidig med, at arbejdsgiverne øgede investeringer i maskinparken og i efteruddannelse af medarbejderne, således at deres kvalifikationer kunne matche den nye produktionsproces.

Denne opskrift bygger i direkte modsætning til Hartz-reformerne på at inddrage medarbejdere og fagbevægelse i indretning af fremtidens arbejdsmarked. Den tyske vej forbliver en afvej.