Det vækker stor opsigt, når man sætter fokus på de stigende uligheder. Det er hverken for regeringen eller størstedelen af oppositionspartierne, noget man sætter højt på de politiske ønskelister. Alligevel så tyder alle tidens tal og tendenser på, at uligheden er tydeligt stigende.

Vi kan altid vælge talkrigen og lægge vægten på den økonomisk metode, som blandt andet Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet gjorde i en pressemeddelelse henover påsken, hvor de forsøgte at betvivle udviklingen i indkomstulighed.

Man må blankt anerkender, at man som altid kunne have lavet andre dataopgørelser, valgt andre datakilder og taget større forbehold, men det forekommer alligevel helt entydigt, at ulighederne er stigende.

Mange siger det samme

Datakilder fra både Danmarks Statistik, Eurostat og OECD bekræfter samstemmende, at den stigende ulighed ikke alene er et internationalt problem, men om noget også er slået igennem herhjemme.

Tallene fra Danmarks Statistik, der bruger registerdata og dermed kan totaltælle befolkningen, viser, at stigningen i indkomstulighed den såkaldte Gini-koefficientpoint er steget fra 24,5 i 2004 til 28,0 i 2011 – en stigning på 3,5 Gini-koefficient point. 

For Eurostat er tallene i samme periode steget fra 23,9 og 28,1, mens OECD-tallene viser en stigning fra 23,2 i 2005 til 25,3 i 2010 (OECD fraregner for Danmarks vedkommende en andel af de allerrigeste og allerfattigste, hvorfor disse tal er meget usikre).

Vi har ikke brug for at diskutere om uligheden er steget eller ej, men vi har til gengæld brug for politisk fokus på at adressere den stigende ulighed.

Konklusionen viser altså helt entydigt, at stigningen i indkomstuligheden er slået massivt igennem – også i Danmark! At vi samtidig har brug for yderligere datakilder og ekstra redskaber end lige netop Gini-koefficient til at belyse de stigende uligheder, virker banalt indlysende korrekt.

Men vi har også andre kilder, hvor vores kollegaer i tænketanken Kraka har regnet sig frem til, at antallet af økonomisk fattige er steget fra 23.500 i 2002 til 46.600 personer i 2011. Dermed er der tale om næsten en fordobling i antallet af fattige.

Og mindst lige så interessant, så har "Top World Income Database", som er baseret på skattedata og administreres af den anerkendte franske økonom Thomas Piketty ved Paris School of Economics, undersøgelser, der viser samme udvikling. Deres nyeste tal for ulighed er fra 2010. De viser, at uligheden i Danmark på dette tidspunkt var på sit højeste niveau siden 1976.

Kan det løses under kapitalismen?

Ulighed kan altså opgøres på mange måder, men tallene taler deres soleklare sprog: Uligheden i Danmark er steget. Og det er meget bekymrende i en tid, hvor anerkendte institutioner, som Den Internationale Valutafond, IMF, og samarbejdsorganisationen OECD har advaret mod ulighedens negative konsekvenser for et samfunds vækst og sammenhængskraft.

Senest har den ovenfor nævnte udråbte superstjerne Thomas Piketty i sin bog "Capital in the Twentyfirst Century" på baggrund af omfattende data fra to århundreder konkluderet, at kapitalismen aldrig kan løse problemet med ulighed, som ifølge ham kun bliver værre med stigende uro som konsekvens.

Vi har således ikke brug for at diskutere om uligheden på nationalt og globalt plan er steget eller ej, men vi har til gengæld brug for politisk fokus på at adressere den stigende ulighed. Særligt når vi ved, hvor negative sociale og økonomiske konsekvenser den voksende ulighed har for vores danske samfund og fællesskab.