Det er nu godt et år siden, vi fik en ny regering og et nyt folketingsflertal, der bedyrede, at klimapolitikken skulle sættes i fokus og komme op i omdrejninger. Det skete efter et valg, hvor den grønne dagsorden fyldte meget, især i kraft af tusindvis af unge aktivisters vedholdende krav om handling.

Vi er tværtimod nødt til at gøre op med den vækstmodel, der i alt for mange år har styret vort samfund mod afgrunden. Derfor er der stadig brug for klima-aktivisme – mere end nogensinde før.

Det startede egentlig meget godt med en bred vedtagelse i Folketinget af en forholdsvis ambitiøs målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Derefter har udspillene fra regeringen været mere fodslæbende, for ikke at sige direkte problematiske.

Man anede allerede uro, da den klimalov, der skulle danne ramme om klimapolitikken, blev fremlagt og vedtaget sidst i 2019. Her understreges det, at klimaindsatsen ikke må ske på bekostning af den økonomiske vækst og konkurrenceevne og ikke må koste arbejdspladser.

Med andre ord: Der må ikke pilles ved de grundlæggende økonomiske strukturer i vort samfund, der har skabt klimaproblemerne.

Erhvervslivets interesser

I tråd med denne overordnede strategi nedsatte regeringen 13 såkaldte klimapartnerskaber, der inden for forskellige brancher skulle komme med ideer til konkrete indsatser. Her sad de tunge drenge i erhvervslivet i førersædet, ja hverken fagbevægelsen eller de grønne organisationer var repræsenteret.

Udspillene var derefter: Ingen forslag der for alvor generede erhvervslivet, tværtimod en stribe forslag der egentlig ikke handlede om klima, men først og fremmest tilgodeså de forskellige erhvervsinteresser. Og som samlet set slet ikke indfriede den overordnede målsætning.

Først sent på foråret kom så de første egentlige udspil fra regeringen til konkrete klimaindsatser. De handler om mere genanvendelse og mindre forbrænding, flere havvindmølleparker og øget satsning på energieffektivisering inden for industri og boliger.

Samlet set bidrager disse planer til en reduktion på tre-fire millioner tons CO2 i 2030, hvor 70 procent-målsætningen kræver mindst 20 millioner tons. Så der er virkelig langt igen.

Endnu mangler vi dog at se handlingsplaner på de virkeligt tunge områder: landbrug og transport. Men, her er der ingen tegn på vilje til det dybtgående opgør med fortidens politik, som er nødvendig.

Tværtimod fortsætter regeringen på disse områder i det spor, som har været fulgt i årtier. Man har for eksempel ikke skrinlagt et eneste af de monstrøse motorvejsplaner, som blev søsat under tidligere regeringer, og som vil gøre transportsektoren endnu mere bilbaseret og dermed energikrævende, end den allerede er.

Teknologiske fix

Meget tyder på, at regeringen og et flertal i Folketinget satser på, at et eller flere teknologiske fix skal løse problemet. Et af disse fix er den såkaldte CCS – Carbon Capture and Storage, på dansk CO2-fangst.

Her vil man suge CO2 ud af atmosfæren og deponere den i undergrunden – en endnu ikke fungerende teknologi og under alle omstændigheder en meget ineffektiv, dyr og usikker løsning.

Tvivlsomme teknologiske løsninger er nødvendige at bringe på banen, når man ikke vil ændre ved de bagvedliggende økonomiske, politiske og kulturelle strukturer, som har bragt os klimakrisen på halsen.

Man sværger således fortsat til et samfund baseret på økonomisk vækst med alt, hvad det medfører af øget produktion, forbrug, transport og så videre og dermed uomgængelig øget klimabelastning, ja, og øget belastning af natur og miljø i bred forstand.

Men denne strategi er dømt til at mislykkes. Vi er tværtimod nødt til at gøre op med den vækstmodel, der i alt for mange år har styret vort samfund mod afgrunden. Derfor er der stadig brug for klimaaktivisme – mere end nogensinde før.