I 2017 offentliggjorde Global Fashion Agenda & The Boston Consulting Group rapporten ”Pulse of the fashion industry 2017”.

Tekstilindustrien er en af verdens mest forurenende industrier. 

Rapporten bygger på en fælles faktabase vedrørende industriens sundhed og har evalueret den overordnede mulighed for bæredygtighed inden for modeindustrien.

På side otte fortæller rapporten, at hvis verdens befolkning stiger som forventet til 8,5 milliarder mennesker inden 2030, og BNP pr. indbygger vokser med to procent om året i den udviklede verden og fire procent i udviklingslandene, antager rapportens forfattere, at det samlede forbrug af beklædningsgenstande vil stige med 63 procent, fra 62 millioner tons i dag til 102 millioner tons i 2030. Det svarer til i gennemsnit 12 kilo tøj pr. person.

Det er en interessant beregning. Meget matematisk, meget lineær, tilsyneladende meget nem at forstå: Når verdens befolkning øges, og vi alle sammen får flere penge, vil der blive brug for at producere mere tøj. Enkelt og ligetil.

Sviner med mennesker og natur

Tekstilindustrien er en af verdens mest forurenende industrier. Tekstilindustrien udfordrer flere af de ni planetariske grænser, som definerer et sikkert virkeområde, inden for hvilket Jordens liv kan udvikle sig.

Det drejer sig blandt andet om forbrug af ferskvand, forurening med kemikalier og udledning af kuldioxid. Fire af de planetariske grænser er allerede overskredet, konsekvenserne kender vi endnu ikke, men der er kun grund til at have bange anelser, når man tænker på, hvad grænserne indikerer.

De fire overskredne grænser handler om indholdet af kuldioxid i atmosfæren, et faldende antal af dyre- og plantearter i naturen, forurening med næringsstoffer fra landbruget og forsvindende skovarealer.

Man skal være opmærksom på, at beregningen i rapporten er baseret på produktionsforhold, der ikke ændrer sig grundlæggende frem til 2030.

Den forudsætter, at naturen med sine ressourcer af vand, jord, mineraler og energikilder er gratis for den, der kommer først, og er derefter helt enkelt en handelsvare.

Også menneskelig arbejdskraft er en handelsvare, som er billigere i Bangladesh, Indien og Pakistan end i Europa, så derfor placeres de arbejdskraftintensive tekstilproduktioner dér.

Rapporten gennemgår tekstilindustriens miljøpåvirkning i mange detaljer. Det er urovækkende læsning, især set i perspektivet af 63 procent ekspansion.

Profit i første række

Arbejdsforholdene inden for tekstilindustrien er også nævnt i rapporten. Det ser slemt ud. Men siden tekstilindustriens egen rapport indrømmer, at den sviner og bringer dyr og menneskers liv og sundhed i fare og dernæst sætter mål for, hvordan den skal forbedre sig, mon så ikke tekstilindustrien trods alt har en samvittighed?

Det er der ingen grund til at tro. For tekstilindustrien udgør overskridelsen af de planetariske grænser ikke et problem, der har at gøre med samvittighed, menneskeligt fællesskab, mangfoldigheden af livsformer i naturen, vores arts fortsatte overlevelsesmuligheder, kvaliteten af vores liv lige nu eller omsorg for den vidunderlige planet, som vi bebor.

Nej, for tekstilindustrien er det et spørgsmål om at overskuddet pr. produceret enhed udfordres. Rapportens afsnit om planetariske grænser slutter således:

”I betragtning af at Jordens naturlige ressourcer allerede er belastede, vil den forventede stigning i industriens miljøpåvirkning forværre situationen. I værste fald vil modeindustrien stå over for forskellige begrænsninger af en eller flere af sine centrale inputfaktorer, der gør den ude af stand til at vokse med den forventede pris og ude af stand til i det lange løb at fortsætte under den nuværende driftsmodel.”