Vi er grundigt trætte af coronarestriktioner. Vi glæder os til, at ”samfundet åbner op”, og vi igen kan spise på restaurant, mødes i store forsamlinger og give hinanden en længe savnet krammer.

Fattige mennesker dør af corona. Mennesker, hvis liv ikke er truet af corona, bekymrer sig om krænkelse af personlig frihed.

Coronapandemien har forhindret os i at gøre mange ting, som under normale forhold kendetegner mennesker og menneskelighed.

I lande med en stor andel af befolkningen, som er meget fattig, har coronakrisen og de tilhørende restriktioner dybt dramatiske konsekvenser.

Intet arbejde – ingen mad

For millioner af mennesker afhænger mad på bordet i dag af arbejde i dag. Nedlukning betyder intet arbejde – betyder ingen mad. Sygdom med corona, når man er fattig, er livsfarlig på en meget nærværende måde, også fordi lægehjælp ofte er uopnåelig eller utilstrækkelig.

I Europa og USA demonstrerer nogle mennesker mod coronarestriktionerne. Mundbindsnægtelse, fester med for mange deltagere eller optøjer i gaderne.

Fællesnævneren for denne type demonstrationer er modstand mod indgriben i den personlige frihed, inklusive selvgiven frihed til uansvarlighed.

De to forskellige situationer illustrerer ulighed. Fattige mennesker dør af corona. Mennesker, hvis liv ikke er truet af corona, bekymrer sig om krænkelse af personlig frihed.

Dét er en urimelig generalisering, indrømmet!

Den skal tjene til at diskutere vores menneskelighed, om uvilje mod coronarestriktioner kan vendes til at blive praktisk solidaritet med medmennesker, som lider langt hårdere konsekvenser af pandemien end os.

Ifølge UNHCR ankom i 2020 godt 95.000 flygtninge til Spanien, Italien og Grækenland, de fleste over havet. Over 1400 flygtninge omkom i forsøget.

Fattige lider mest

I Altinget den 6. maj 2020 siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s repræsentant i Nordeuropa, blandt andet:

”Klimaforandringer i dag rammer i højere grad egne, der i forvejen er fattige, kæmper med en bred vifte af andre udfordringer og mangler de fornødne ressourcer til at kunne stå imod konsekvenserne. Og i og med majoriteten af verdens flygtninge og internt fordrevne netop befinder sig i udviklingslande, herunder nogle af de mest sårbare for klimaudsving og naturkatastrofer, så ser vi allerede nu tegn på, hvordan klimaforandringer forværrer forholdene for mennesker, der allerede er udsatte efter at være blevet tvunget på flugt af krig, konflikt og forfølgelse.”

Arbejderen har i en tidligere artikel (april 2018) behandlet en rapport fra Verdensbanken, der advarer om udsigten til over 140 millioner klimaflygtninge inden 2050. Mange af dem vil søge mod Danmark.

Vil vi tage godt imod flygtningene? Eller vil vi betale for at få dem til at blive, hvor de er (= fattige og langt væk)?

Eller vil vi erkende, at vi som beboere på Jorden har et fælles essentielt problem, selv om ikke alle har bidraget til at skabe det, og handle NU, til fælles bedste, fordi det er sådan, mennesker gør?