Denne kommentator har været til den årlige konference afholdt af Brasiliens forening for politisk økonomi. De fleste deltagere var universitetsfolk og stærkt marxistiske. Efter at have hørt på lange komplicerede taler ledsaget af brasiliansk gestik undrer man sig blot over, at revolutionen ikke har gjort ende på folkets lidelser endnu.

Statsapparatet har traditionelt været brugt til at støtte storvirksomheder og landbrug, men ikke befolkningen.

Brasilien er verdens syvende største økonomi. Den tidligere så boblende vækst holdes nu kun oppe af VM og olympiade-byggerier. Forsinkelser plager alle de offentlige arbejder, der skulle gøre indre byer smukkere og få trafikken til at glide lettere.

Elendige boligforhold

Favelaer ved siden af rigmandsghettoer er det evige billede på Brasilien. Boligforholdene for de fleste er elendige. I tilgift er omkring 100.000 mennesker blevet smidt ud af deres hjem på grund af 'byfornyelse' i Rio i forbindelse med sportsbegivenhederne. Frustrationerne udtrykkes i uformindsket vold og kriminalitet.

Op til 50 millioner mennesker nyder godt af programmet bolsa familia, et mindre beløb, der ydes til fattige familier mod, at deres børn bliver vaccineret og sendt i skole. Levefoden for de fattige er dermed steget. Den officielle arbejdsløshed er stadig lav, men lønningerne udhules af prisstigninger. Museumspersonale og transportarbejdere strejker i de store byer. Studerende bliver der flere af, men ikke penge til universiteterne.

Statsapparatet har traditionelt været brugt til at støtte storvirksomheder og landbrug, men ikke befolkningen, der uanset bolsa familia opfatter det som fjendtligt og ineffektivt. Den brasilianske stat er fragmenteret i en føderalregering, delstater og kommuner med uklar ansvarsfordeling og store forskelle i skattegrundlag. Måske ikke så mærkeligt, når man tænker på størrelsesordenen. Delstaten Bahia er større end Frankrig, og hovedstaden Salvador har over tre millioner indbyggere.

Fortsat afhængighed

Afindustrialisering har også ramt Brasilien, mens minedrift og storlandbrug (kød, soja og sukkerprodukter) styrkes. Selvom udenrigshandlens andel i økonomien er lav, er Brasilien nu som før afhængig af sin eksport.

Det er den gamle syge, der har plaget landet siden dets indtræden på verdensmarkedet i stor skala i midten af 1800-tallet. De lave lønninger i industri og ikke mindst landbrug og minedrift har fremmet både det hjemlige borgerskabs rigdom og levestandarden i udviklede lande. Derfor taler de marxistiske økonomer om fortsat afhængighed.

Den kendteste repræsentant for den nye version af afhængighedsteorien er Ruy Mauro Marini (1932-1997), der også skabte ordet ’subimperialisme’. Brasilien er selv del af udnyttelsen af for eksempel Afrika, hvor det er en aktiv spiller i mine- og agroindustrieventyr.

Et eksempel på det sidste er ProSAVANNA projektet i Mozambique, der i moderniseringens hellige navn gør småbønder til landarbejdere. Almindelige brasilianere og kritiske økonomer spørger, hvorfor offentlige midler går til private brasilianske storvirksomheder i deres indenlandske og oversøiske overudbytning af arbejdere og bønder.