I 1920 udtalte Lenin, at kommunisme var sovjetmagt plus elektrificering af hele landet, for industrialisering afhænger af elektricitet.

Ingen, der i et par dage har været uden lys i lampen eller adgang til afkøling i varme lande, behøver overbevises om elektricitetens velsignelser.

Vi andre ved, at elektricitet er nøgle til enhver form for moderne liv, og bekymrer os om de energikilder, der indgår i dens produktion. I verdens fattige lande er elektricitet mest et byfænomen, og den svigter ofte. Dels er der forbløffende lidt produktionskapacitet, Uganda har under 800 megawatt (MW), mens Danmark har vel over 10.000 MW plus adgang til nærmarkederne. Dels mangler fattige lande typisk et udbygget transmissionsnet, der kan danne basis for den videre forsyning til lavspændingsnetværk.

Ingen, der i et par dage har været uden lys i lampen eller adgang til afkøling i varme lande, behøver overbevises om elektricitetens velsignelser. Det kan endog hævdes, at den har været vigtigere for moderne teknologi end elektronikken, der i øvrigt var utænkelig uden.

I store dele af Afrika har under 20 procent af befolkningen adgang til elektricitet. De fattige lande kan dog ikke designe deres systemer fra grunden, for der er en forhistorie, der binder. Kolonimagterne byggede centrale kraftværker med ledningsnet i og omkring de store byer samt isolerede, ofte dieselbaserede, værker i de mindre. Længere ledninger blev kun anlagt, hvor det var nødvendigt for at forbinde et stort vandkraftværk med forbrugscentre.

I Ghana muliggjorde Akosombo-dæmningens turbiner i 30 år efter færdiggørelsen i 1965 en vis grad af industrialisering, inklusive fodring af et amerikansk-ejet aluminiumsværk, og udbygning af forsyningen til en fjerdedel af befolkningen. Men så var grænsen nået, og ny dyr kapacitet måtte installeres.

Privatiseringsdillen greb om sig i halvfemserne, og internationale donorer insisterede på reformer af, hvordan systemerne blev ejet og styret. Akut elmangel opstod, og svaret var mange steder at skynde sig at montere dieselkraftværker i containere eller på pramme. Det beslaglagde elselskabernes finansielle formåen og forhindrede vedligeholdelse og fornuftige langsigtede investeringer.

En stor del af reformerne gik i sin mor igen. Heldigvis er der nu en mere pragmatisk tilgang til udvikling af systemerne. Nye globale tendenser kan gribes i farten. Men tilbage står dilemmaer omkring det lokale over for det grænseoverskridende. På den ene side kan Congo med en udvidelse af Inga-dæmningen producere yderligere 39.000 MW, men for at nå slutbrugerne skal der bygges kapitalkrævende transmissionsnet. Den anden yderlighed er at fremme lokale systemer, ikke mindst solcellebaserede, som kan knyttes sammen i mindre netværk.

Afrikas CO2-fodaftryk er i øjeblikket mest knyttet til transport og brændeafbrænding til madlavning, men stigende udledning fra industrialisering og byggeri er uundgåelig. Kinesiske investorer lokker med ny kapacitet, både vandkraft men også kulbaseret. Med fejlslagen rådgivning i bagagen har Vesten mistet en stor del af sin troværdighed. Det bliver en kampplads.