Så megen magt har de finansielle markeder, at den 15. september 2008 er mejslet ind i den kollektive hukommelse. Den dag krakkede Lehman Brothers, og Bank of America overtog lukningstruede Merrill Lynch.

Finanskrisens mest markante spor skal søges i bankernes tætte forhold til lyssky skattely.

Måneder inden var investeringsbanken Bear Stearns faldet, men først i september blev tæppet trukket væk under bankernes fælles marked for ultrakorte lån.

Bankerne kunne ikke længere indløse de kommercielle papirer, der formidlede komplekse gældsobligationer, som var pakket sammen af realkreditpapirer med forskellig risikoprofil. Alt dette foregik gennem ’specielle investeringsenheder’, der skulle opsamle og dække risici og give højt afkast. Sidste led var at overbevise finanstilsynet i USA om de hjemmelavede papirers sikkerhed.

Det amerikanske spil var globalt. For at undgå totalt sammenbrud måtte nationalbankerne træde til som ’udlåner af sidste udvej’. Det er kommet frem, at USA's Fed (Federal Reserve Bank = centralbanken) allerede tidligt reddede europæiske banker, der havde brug for markedernes grundstof: dollar. Det gjorde Fed ved at bytte valuta (swaps) med ikke mindst Den Europæiske Centralbank.

Nationalbankernes pengeoperationer er overvejende baseret på statsobligationer af kort og lang varighed. Bankerne havde kunnet redde sig ved at sælge statsobligationer, men dem havde de for få af, og ingen ville købe de skraldespandspapirer, de selv havde fabrikeret.

Det utrolige ved affæren var tilliden til, at fikse finansfolk med fantasifulde instrumenter kunne dække over den forudgående usunde situation, hvor lavtlønnede i USA blev lovet højere levestandard gennem bolig- og anden gæld. Med stagnerende indkomster og en rente, der steg hurtigt fra 2006, blev refinansiering af flekslån så dyr, at mange måtte overgive nøglen til huset.

Stoffet var med lidt forskellig indfarvning det samme i Danmark: overudlåning og belåning mod dækningsløse værdipapirer eller løfte om en fremtidig indtjening, der ikke kom.

Bankerne er blevet tvunget til at polstre sig bedre efter krisen, men samtidig er renten så lav, at de kreditværdige har kastet sig energisk over ikke mindst aktier. En kraftig rentestigning er holdt fra døren ved hjælp af pres på gældsatte som de sydeuropæiske lande, der har måttet skære kraftigt i budgetterne. De nordlige økonomier mæsker sig på deres forarmelse og sender også gerne medborgere ud i en social klemme.

Trumps vilde handelspolitik kan føre til økonomisk nedtur før en ny finanskrise.  Men umiddelbare faresignaler - kapitalistisk set – lurer også. Deutsche Banks dybe problemer sår tvivl om dens eksistens. Danske Bank fandt en bagvej ud af krisen ved at tillade massiv hvidvask af penge, som lige nu truer butikken Danmarks kreditværdighed. Tak og farvel til Thomas Borgen. Finanskrisens mest markante spor skal søges i bankernes tætte forhold til lyssky skattely.