De rigeste får stadig større formuer.

Den gængse forståelse er, at formuerne stammer fra opsparing af direktørers og virksomhedsejeres velfortjente høje indkomster. Derfra sluttes det, at de rige eller andre på deres vegne (samfundet) kunne bruge disse formuer på noget nyttigt. Også den bløde venstrefløj hævder gladeligt, at "pengene kunne jo bruges til...".

Hvis de 100 rigeste i verden har formuer på 1900 millarder dollars, er disse i høj grad fiktive. Det er rigtigt, at de, der har del i profitterne, rager mere og mere til sig af det, der rent faktisk produceres, og at produktionsapparatet indstilles efter deres "behov".

Produktionen af luksusgoder trives - se blot Financial Times ugemagasinet How to Spend It, der vel kun henvender sig til 0,001 procent af verdens befolkning - plus fattigfine snobber.

Rager magt til sig

Men hvis man ser på verdens samlede kapitalejendom som vurderet af finansmarkederne, vendes billedet på hovedet.

Det er, som om den reelle produktion kun er afkast af finansformuerne. Eller rettere: finansmarkederne "kapitaliserer" mulige fremtidige afkast, blandt andet fra virksomheder med et usikkert produkt, miner, der ikke er udviklede, ejendomme, der ikke sælges, ja, selv værdipapirers formodede afkast spiller tilbage på prisen af papirerne.

Formuerne udgør altså disse værdiers ideale fordobling i form af mærkværdige "aktiver’, der lokker med fremtidig belønning, igen af finansiel karakter.

Lønningerne og velfærds-ydelserne er blevet prügelknabe for kapitalismens stagnation.

Hvad de rige reelt rager til sig er magt. Når de har så store formuer på finansskærmene, bliver alle omkring dem benovede og affable (overdrevent venlig og imødekommende, red.). De storrige kan naturligvis købe kongelige og forme den politisk- økonomiske tænkning, men skulle de snolde formuerne op, ville alt hurtigt stige gevaldigt i pris.

Derfor er det "hensigtsmæssigt", at der er så relativt få af de rigtigt rige. Man kan også sige, at finansinflationen har holdt den almindelige inflation i ave, men at ejendomsmarkedet indtil krisen gav almindelige mennesker en lille andel i finansbestyrerglæden.

Kapitalismens stagnation

De velaflagte beskytter også sig selv godt, dels ved at skamrose sig selv, dels ved at udvise skamløshed over for andre.

- Vi har ikke råd til at betale så meget til de lavestlønnede, udtaler Mærsk-direktør Nils Smedegaard Andersen. Ifølge Avisen.dk har han sagt: ”Det nytter ikke, at en arbejdsgiver skal betale 110 kroner i timen til en ansat, hvis han kun kan producere for 75 kroner.”

Mon dog. Ingen arbejder producerer for mindre end sin løn, men der er selvfølgelig arbejde, som det er svært at beregne værditilvæksten af. Nemlig det arbejde vi bare gerne vil have råd til, offentlige tjenester.

Nu kan man ikke forpligte Smedegaard på Marx’s indsigter, som er, at højere lønninger udvikler tendensen til stigende produktivitet og færre arbejdere til samme arbejde.

Hvis lønningerne blot falder, er der mere til profit, men der er ikke noget incitament til produktivitetsudvikling. Det er i hvert fald karakteristisk for den store recession efter 2008, at produktiviteten er stagnerende, investeringerne i bund, profitterne i top, toplønningerne ligeså. Men sådan fremstilles det ikke, nej, det er de "høje" lønninger til dem i bunden, der er problemet.

Det er naturligvis rigtigt, at de fleste arbejdere i dagens Danmark er servicearbejdere, hvor produktivitetsbegrebet er svært anvendeligt på trods af alle krampagtige forsøg. Men økonomer og virksomhedspyramidernes topfolk sondrer ikke, alle skal ned med nakken, arbejdere i de højproduktive erhverv, servicearbejdere og dem uden for arbejdsmarkedet.