Væksten er ved at gå i stå i Kina, er vestlige kommentatorer enige om, samt at det officielle væksttal på syv procent er for højt sat. At Kina er på vej fra en investeringsøkonomi til en forbrugsdrevet økonomi, fremhæves også. Et tredje spørgsmål er valutaen, som Kina nu lader flyde i små bidder. Kina er i tidens løb blevet anklaget for at holde sin valuta kunstigt nede, især af USA's højrefløj. Så ville man jo forvente en stigning, når den blev sat fri, men det modsatte er sket.

Kina er ved at frigøre sig fra udenlandske investeringer og har liberaliseret sit finansmarked. 

Sidste uges dramatiske børskrak rejser spørgsmålet, om en større krise er undervejs, eller der blot er tale om en korrektion. At påstå, at Kina ikke spiller en stor rolle i verdensøkonomien, duer ikke. For det gør Kina både realøkonomisk og finansielt.

Den 12. juni i år kom det første skrald. Det næste skete i slutningen af juli og det tredje den 24. august. Alt i alt er Shanghai indekset faldet omkring 2000 points fra højdepunktet på 5177 i juni. Sidste september stod det kun på 2235, så der har i mellemtiden været en gevaldig optur.

Forhistorien er, at rentesænkning og frigivelse af aktiehandel for udlændinge fik befolkningen i boblehumør, og aktiekurserne kom i selvsving i opadgående retning. Småaktionærer tog lån for at købe. Da markederne faldt, blev de ramt af teknisk insolvens: aktierne blev mindre værd end lånene bag, og de måtte sælge eller stille sikkerhed. Paniksalg fulgte.

Men 'folk' er jo marionetter i det spil, og vendepunkter udnyttes af spekulanter. Når de aner en ny tendens, skynder de sig at sælge aktier for at kunne købe dem tilbage til en lavere kurs. Hvis der er massive 'korte' salg, vil det fremskynde nedturen. Resultatet er, at spekulanterne efter en tid kan have de samme aktier plus en gevinst fra forskellen mellem salgs- og købsprisen. For at sige det populært.

Her i august fulgte andre børser først den kinesiske. Men de vender så småt, fordi investorer søger ’sikkerhed’ for eksempel på Wall Street. Så der er både afsmitning og modbevægelser på vores vildt overkapitaliserede markeder. Man mindes dengang Grækenland kom i ulykke i 2009-10, hvor renten på græske statsobligationer steg eksplosivt, og de blev dumpet som sten. Nu er det så Kina, inklusive den lille investor, der er i klemme.

Kina er ved at frigøre sig fra udenlandske investeringer og har liberaliseret sit finansmarked. Ingen tvivl om, at landet er blevet dyrere at producere i. Nogle vestlige virksomheder har endog hjemtaget produktionen, og kapital flyder fra Kina. Valutareserverne falder.

Dette viser sig i valutakurserne. Efter den strenge valutakontrol blev opgivet i 2005, steg valutaen med 37 procent over for dollaren. Men i 2014 faldt yuan’en med 2,4 procent. Faldet fortsætter, efter at valutaen blev flydende. Det skulle rette op på Kinas tabte konkurrenceevne. Mange økonomer og politikere ignorerer, at Kinas og USA's økonomi længe har delt skæbne, det vil sige store amerikanske firmaer har hevet profitter ud af Kina. Billedet er ved at vende, og det straffes Kina for.