Kritikken af den politiske økonomi prøver at kortlægge, hvor langt kapitalismen kan strækkes, før den knækker. Det er derfor kritiske økonomer ligger i strid med verdensforbedrere, der ikke vil indse, at deres forestillinger kræver radikale opgør med økonomiens basis.

Den store transformation, som går ud på overgangen til et bæredygtigt samfund, der ikke trækker på hovedstolen af verdens ressourcer og kan stoppe klimaændringerne, er det seneste skud på stammen.

Folk skal leve i harmonisk udveksling med naturen. Lidt ligesom jægere og samlere før det historiske syndefald, der fik økonomierne til at ekspandere, sat på turbo af kapitalismen.

Nogle mener, at et sådant bæredygtigt samfund lyder stillestående. Men det er ikke et argument. Spørgsmålet er, om fundamental grøn omstilling er mulig med de nuværende magtforhold.

Ressourcer er gratis, indtil mennesket har lagt sin klamme hånd på dem, enten for blot at have dem i reserve eller for at bearbejde dem. Så kommer der ’værdi’ ud af det og det i så høj grad, at det ofte overgår enhver rimelighed i forhold til arbejdsindsatsen.

Profitratens fald

Der er videre perspektiver. Når luft bliver forurenet nok, kan ’ren luft’ blive produceret og solgt. En anden variant er, at der stadig er muligheder for ’mere af det samme’. Arktis gemmer på enorme beholdninger af mineraler og olie. Hvorfor ikke udnytte dem?

Optimismen hersker hos vækstfolket, pessimismen blandt modvækstfolk, der forudser dystre katastrofer.

Den store transformation og kapitalismen er dybest set uforenelige.

Det er en marxistisk grundlærdom, at kapitalismen vil udvikle større og mere effektive maskiner, der vil smide menneskeligt arbejde på porten. Profitraten, der måler forholdet mellem ’merværdi’ skabt af levende arbejde og dødt arbejde indlejret i maskiner og råstoffer brugt i produktionsprocessen, vil tendere til at falde.

Mange marxistiske økonomer har beskæftiget sig med, om profitraten nu er lavere end for eksempel i halvfjerdserne. Sandsynligvis, men profitraten er ingenlunde i bund. Nye arbejdspladser, som bruger masser af hænder og ikke så mange maskiner, skabes stadig. Måske ikke i vores del af verden, men for eksempel i Bangladesh, hvor arbejderne slider i timevis under ringe forhold.

Nogle tilhængere af den store omstilling ser tendensen til – og ønsker - mere menneskeligt arbejde kombineret med mindre ressourceforbrug i en moderne version. Vindmøller og solceller kræver hverken meget arbejde eller ressourcer, når de én gang er installeret.

Uforenelige modsætninger

Lad os prøve at tænke det ind i en Marx’sk tankegang. Hvis man kombinerer vedvarende energi med arbejdskraftintensiv produktion, vil profitraten så ikke stoppe sit fald?

Det er ikke det vi ser. Vedvarende energi er på støtten. Kapitalens drift er at nedsætte lønkvoten, det vil sige, at også den tid, der går til at nedsætte hvad det koster at holde folk beskæftiget, må falde. Dermed vil omkostningerne til det faste kapitalapparat, inklusiv råmaterialerne, stige forholdsmæssigt. Hvis hele produktionskæden blev mere arbejdsintensiv, ville aflønningen af arbejdskraften derimod være baseret på mere arbejde.

Naturligvis ser produktionen nu til dags ikke ud til at følge den klassiske forestilling om arbejdskraft vs. kæmpemaskiner. Indførslen af robotter for eksempel. Men de er også en del af kapitalapparatet og erstatter arbejdskraft. De er selv producerede og med til at nedsætte profitraten.

Derfor er den store transformation og kapitalismen dybest set uforenelige. Job- og kapitalløse, der arbejder for sig selv eller sammen med andre for deres umiddelbare behov eller et småmarked, er blot en lille omstilling, der er uden for det centrale økonomiske kredsløb.